Historisk viden

Serampore: Restaureringen af The Denmark Tavern and Hotel

I 1786 slog englænderen Mr. Parr dørene op til en kro ved navn ”The Denmark Tavern and Hotel”. Han havde tidlige haft den populære ”London Tavern” i Calcutta, og han indrettede nu en eksklusiv kro i Serampore i et nyopført toetagers hus lige ud til floden, hvor danskerne havde deres flagstang og salutkanoner. På dette sted ligger der i 2015 en ruin af en fornem bygning, som må være identisk med The Denmark Tavern. Den er for længst ophørt med at være kro, og har været brugt af Vestbengalens politi indtil den styrtede sammen. Efter restaureringen genopstår den som café for byens beboere og besøgende, og med værelser til overnattende gæster.

”The Denmark Tavern” ligger prominent på aksen mellem floden, hovedporten og den tidligere danske guvernementsbygning, og bygningens restaurering er med til at genskabe denne akse og den historiske bykerne fra den danske periode. Den bygningen rekonstrueres ud fra gamle illustrationer og undersøgelser på stedet.

Historisk baggrund

Fra en annonce i 1786 i Calcutta Gazette, ved vi, at en vis Mr. Parr, tidligere ejer af London Tavern i Calcutta, åbnede The Denmark Tavern and Hotel, som var kendt for sin gode kost og logi.  Annoncen beskriver faciliteterne: ”…udført på elegant og bekvemmelig facon, både som hotel og kro. Gentlemen, der rejser ad floden, kan få morgenmad, aftensmad, frokost samt logi, og kan regne med en rimelig pris, da hans betingelser er kontant afregning. Middage tilberedes og sendes ud med kort varsel, og spiritus sælges dusinvis for rede penge. (Der er) et godt billardbord og kaffesalon med aviser mm. ” (Oversat fra: Secton-Karr 1864, Advertisement, March 16, 1786). Serampore var på én gang en by, men også et fredfyldt og rekreativt åndehul i pendlerafstand fra storbyen, og tiltrak velstående borgere fra Calcutta.

The Denmark Tavern and Hotel i dag

Det er svært at forestille sig at den forfaldne ruin i 2014, er identisk med den smukke bygning der engang husede the Denmark Tavern og Hotel. Den nordlige del af bygningen, der vender ud mod Hooghly-floden, er kollapset med kun to par af de toskanske dobbeltsøjler tilbage på overetagens facade. Den sydlige del af komplekset er delvist i ruiner, men bruges af Vestbengalens politikorps indtil restaureringen.

Restaureringsprojektet

Trods den faldefærdige tilstand, har The Denmark Tavern and Hotel stor historisk betydning. Bygningen er af de sidste den smukke bygning eksempler på de fine huse fra det sene 1700- og tidlige 1800-tal, der udgjorde den smukke promenade langs Hooghly-flodens breder, og som Serampore var kendt for. Den restaurerede bygning skal fungere som offentlig café med mulighed for overnatning for turister og andre besøgende. Politiet kan fortsat råde over bygningens bagside, og projektet tager dermed på utraditionel vis højde for bygningens multifunktionelle anvendelse og sikrer derved dens historiske betydning og bevaring.

Finansiering

  • Restaurering: Realdania
  • Drift: Government of West Bengal

Samarbejdspartnere

  • Nationalmuseet
  • Realdania
  • Government of West Bengal
  • Indian National Trust for Art and Cultural Heritage (INTACH)
Del denne side