Historisk viden

Vandreudstillingen Qanga - Tegnet fortid

Qanga - Tegnet fortid er en udstilling i billeder og musik om fortidens mennesker og kulturer i de arktiske egne igennem 4.500 år. Det er samtidig et indblik i den grønlandske billedkunstner og fortæller Nuka K. Godtfredsens enestående univers, som på fornemste vis understøttes af musikken skabt af Kristian B. Harting og Lill R. Bjørst. Udstillingen er produceret i et samarbejde mellem Nordatlantens Brygge og Nationalmuseet i København. Udstillingen turnerede i årene 2012 - 2015 hele Grønland rundt og nåede ud til Island, Alaska, Japan, Sverige og Frankrig. 

Udstillingens 31 akvareller er skabt til tegneserien Oqaluttuaq’s to første bind, der er navngivet henholdsvis ”De første skridt” og ”Hermelinen”. Oqaluttuaq er det grønlandske ord for "Fortællinger", men de lineære forløb er brudt, og taleboblerne står blanke. Nuka K. Godtfredsens akvareller fremstår nu tydeligt som mere end de 240 farvemættede enkelt-kompositioner, de også er. Billederne skifter mellem skarpe filmiske klip og stærke velafbalancerede landskaber, hvor mennesker bliver uendeligt små.

Del denne side