Historisk viden

Familien

Fra 1950erne kom familien i fokus i de statslige udredninger om arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik og byudvikling. Den overordnede planlægning tilstræbte en rationalisering og forenkling af hverdagslivet. Målet var at løse problemerne med kvindernes dobbeltbeskæftigelse, idet børnepasning, indkøb, husarbejde og omsorg for ældre blev vanskeligt at nå samtidig med fuldtidsarbejde.

Forstæderne blev planlagt, således at de fik en række funktioner, som skulle aflaste kvinderne i deres arbejde med hjem og børn. Dagligvarehandel blev samlet omkring nye butikstorve med supermarkeder, og selvbetjening i butikkerne blev en ny måde at spare tid på. Nybyggede centralskoler, biblioteker og idrætsfaciliteter dannede rammen om skolegang og fritid. De funktionsopdelte byer med arbejdspladser og boligkvarterer adskilt gjorde bilen til et eftertragtet og fleksibelt transportmiddel, og vejnettet blev udbygget.

Det offentlige overtog gradvist flere funktioner fra familien, og der blev fx oprettet børneinstitutioner. Gennem sundhedsplejerskernes besøg i hjemmet ville staten forebygge sygdom i forbindelse med graviditet og fødsel.

Kvinderne fik stigende indflydelse på boligens udformning. Husarbejdet blev søgt rationaliseret bl.a. gennem Statens Husholdningsråd, der kom med forslag til praktisk køkkenindretning, nye vaner og tekniske hjælpemidler, der skulle aflaste husmoderen.

Fra 1960erne gjorde en øget indtægt det muligt for mange at købe eget hus. Huset blev finansieret ved lån i en bank eller en kreditforening, og den høje inflation og retten til at trække renterne fra i skat gjorde det nemmere at betale afdragene. Mellem 1960 og 1980 blev der opført 915.000 nye boliger i Danmark. Omkring halvdelen var parcelhuse, og rundt om de fleste byer - store som små - opstod der parcelhuskvarterer. Udviklingen af de såkaldte typehuse var medvirkende til at skabe denne vækst. Typehuse var seriefremstillede huse, hvortil der ofte blev anvendt relativt billige materialer. Typehusene gjorde det økonomisk overkommeligt at købe eget hus og medvirkede samtidig til at skabe parcelhuskvarterernes særlige, ensartede præg.

I 1960’erne og 1970’erne gjorde unge oprør i den vestlige verden. Oprøret skulle omfatte alt. Samfund og individer skulle ændres for at gøre verden til et bedre sted. Ungdomsoprørerne eksperimenterede bl.a. med nye bolig- og samlivsformer. Kernefamilien, hvor manden bestemte over konen, og de voksne over børnene, blev anset for at være undertrykkende. I stedet søgte oprørerne fællesskaber baseret på ligeværd og frihed, da livet i parcelhuset efter deres mening var for pænt og konformt.

1970’ernes oprørere mente, at seksualiteten blev undertrykt i ægteskabets rutine, men i 1980’erne blev der bl.a. som følge af frygten for AIDS igen sat fokus på parforholdet. I 1989 indførte Danmark som det første land i verden registreret partnerskab mellem homoseksuelle.

I år 2000 var kernefamilien den mest almindelige samlivsform, selv om flere end nogensinde boede alene. Det var igen blevet populært at gifte sig, også selv om næsten halvdelen blev skilt igen. Det forventedes, at både mænd og kvinder var erhvervsaktive.

I 1990’erne steg børnefamiliernes samlede arbejdstid uden for hjemmet. Tiden med familien fik derfor ny værdi, og man talte om kvalitetstid. Mange børns og unges liv var meget anderledes end den tilværelse, forældrene havde haft, og de fleste unge fik en bedre uddannelse end deres forældre. Kvinderne var i vidt omfang blevet aflastet med hensyn til pasning af børn, syge og gamle - det var blevet en samfundsopgave. Serviceerhvervene var blevet den sektor, der beskæftigede flest.

Del denne side