Historisk viden

Arbejdsmarked

Krisen på verdensmarkedet i 1929 bredte sig til Danmark. I året 1932 var 31,7% af de organiserede uden arbejde - det største antal nogen sinde. Reelt var der langt flere arbejdsløse, da kun halvdelen var organiserede. Understøttelsen var ikke stor nok til at forsørge en familie, idet man højst kunne få 2/3 af lønnen udbetalt. Ikke alle var i en arbejdsløshedskasse, selv om krisen fik flere til at melde sig ind. I 1932 kom en ny arbejdsløshedslov, hvorved den statslige del af understøttelsen øgedes, og med socialreformen af 1933 blev retsprincippet indført. Hjælp blev en rettighed, ikke en almisse.

Arbejdstiden blev kortere, og fritiden øget, efter at ottetimers arbejdsdagen var blevet indført i 1920. Herefter begyndte flere og flere af de organiserede arbejdere at kunne få lidt ferie. Ferie var dog ikke for alle, før der i 1938 kom en ferielov, som fastlagde, at lønarbejdere havde ret til ferie med løn.

Efterkrigstidens industri var præget af vækst, der bl.a. blev skabt gennem et øget arbejdstempo. I 1950’erne vandt rationalisering og tidsstudier frem, hvad der i flere tilfælde førte til uro på arbejdspladserne. Industrien havde brug for arbejdskraft, og mange kvinder blev industriarbejdere. I 1960’erne var arbejdsløsheden usædvanlig lav. For første gang i industrisamfundets historie havde Danmark en længere periode med fuld beskæftigelse. Samtidig overhalede industrien landbruget og blev i økonomisk henseende det vigtigste erhverv.

Under højkonjunkturen 1957-73 med den fulde beskæftigelse fra begyndelsen af 1960erne voksede arbejdsstyrken med 50%, dels fordi mange kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, men behovet for arbejdskraft blev også dækket ved at invitere gæstearbejdere fra bl.a. Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan til Danmark. I 1973 satte oliekrisen en stopper for den økonomiske vækst, og der blev indført indvandrerstop. Høj arbejdsløshed blev en del af hverdagen. I 1980’erne steg arbejdsløsheden, og efterhånden var 800.000 på overførselsindkomster.

Del denne side