Historisk viden

Husmands- og landarbejderfamilien

Husmænd og landarbejdere måtte arbejde for andre for at klare sig. Arbejdstiden var lang, og indtægten ringe, så det var nødvendigt, at alle i familien arbejdede. For at fastholde arbejdskraften på landet gennemførtes omkring århundredskiftet en række husmandslove, der gav mulighed for lån til etablering af egne små brug, der kunne supplere andet arbejde. Desuden gav jordlovene 1919 og 1921 husmænd og andre mulighed for gennem favorable lån at få et statshusmandsbrug og dermed tilstrækkelig jord til at kunne leve af den. Mange husmænd havde en ekstra indtægt som mælkekusk for en kreds af gårdejere. Husmands- og landarbejderkoner kunne også tjene lidt som malkekoner på de store gårde.

Husmændene sluttede sig sammen i husmandsforeninger, der arbejdede for, at husmændene gennem dygtiggørelse og specialisering blev økonomisk og socialt selvstændige. Foreningerne arbejdede desuden for at skaffe husmændene mere jord. I 1910 var der 700 lokale foreninger.

De jordløse landarbejdere var dårligst stillet, og deres boligforhold elendige. Selv om hele familien deltog i indtjeningen, rakte denne ikke langt. Mange familier valgte i stedet at tage til byen for at få et bedre liv. I 1915 oprettedes Landarbejderforbundet, der søgte at varetage landarbejdernes kår.

Del denne side