Historisk viden

Guldhornet i 1600-tallet

Det lange guldhorn blev fundet i 1639 og beskrevet af Ole Worm i bogen ’De aureo cornu’ 1641. Worm skrev sin bog i skarp konkurrence med tyskeren Hendrich Ernst, der var professor ved Sorø Akademi. Ernst mente, at hornet stammede fra Svantevits tempel på Rügen, mens Worm tolkede det som en krigsbasun fra Frode Fredegods tid, smykket med billeder, der opfordrede til dyd og gode sæder. Worm sendte straks sin bog både til Prins Christian og til lærde i ind- og udland, og man kan se i hans breve, at både hornet og hans tolkning vakte stor interesse. Allerede samme år var der for eksempel livlige diskussioner om hornet blandt de lærde i Königsberg, det nuværende Kaliningrad!

I 1643 gentog Worm sin beskrivelse af guldhornet i sit store værk om danske runeindskrifter, ’Monumenta Danica’. I 1644 var hans beskrivelser af hornet nået til lærde og biblioteker i Slesvig, Königsberg, London, Rom, Venezia og Padua. Flere lærde mænd skrev hyldestdigte til ham, og guldhornet blev omtalt i et italiensk værk, der ellers var et indlæg i en lokal litterær strid. Det har været alment kendt i den lærde verden. Korttegneren Johannes Meyer afsatte findestedet på flere af sine kort over Sønderjylland.

Da den svenske feltherre Torstensson angreb Jylland i 1643, skrev Peder Winstrup, biskop i Skåne (der stadig hørte til Danmark), et langt digt på latin, ’Cornicen Danicus’, der straks blev oversat til dansk med titlen ’Den danske Hornblæser’. Han tydede hornet og dets billeder som et varsel om krigen, og hans tolkninger var meget svenskfjendtlige. Blandt andre lærde som tolkede hornet i 1640'erne var Paul Egard og Enevold Nielsen Randulf, der begge var provster i Holsten, og derfor tolkede hornet i mere kristelige retninger.

Alle de nævnte værker blev illustreret med kopier af Worms afbildninger af hornet. Guldhornet forblev kendt gennem hele 1600-tallet, både i form af tolkninger af hornet og ved afbildninger, og fundet af det korte guldhorn i 1734 fornyede interessen.

Del denne side