Historisk viden

Vikingernes blót

I alle forhold var det vigtigt for vikingerne at stå sig godt med guderne. For at sikre dette blótede vikingerne.”Blót” var en slags gaveudveksling, hvor vikingerne ofrede til guderne, for at guderne skulle give noget igen. Det kunne for eksempel være at sikre gudernes velvilje i forbindelse med vejr, frugtbarhed eller krigslykke.

Vikingernes navne i landskabet i dag

Gamle stednavne kan give et fingerpeg om, hvilke guder der blev dyrket i et bestemt område. For eksempel er Tissø på Vestsjælland og Tyrseng i Viby opkaldt efter guden Tyr. Tyr var udover at være krigsgud også gud for tinget, hvor der blev afholdt rettergang og møder. Derfor kan man forestille sig, at Tyrseng blev brugt til tingsmøder.

Der er også steder i landet opkaldt efter Odin. Vikingerne brugte ikke Odins navn i flæng. Det blev reserveret til steder af særlig betydning. Onsholt i Århus er et sådan sted. Onsholt er en sammentrækning af Odins Holt, der betyder ”Odins Skov”. Vi ved fra skriftlige kilder, at Odin-kulten gjorde krav på menneske- og dyreofre. Måske har både dyr og mennesker hængt i Onsholt. Odin var overklassens gud. Derfor blev han først og fremmest dyrket af landets stormænd og krigere.

Blandt andre eksempler er Odense, der betyder Odins Vi. Ordet ”Vi” optræder også i mange stednavne og betyder helligdom. Vikingerne kaldte særligt indviede områder for ”vier”. Her ofrede de til guderne i naturen. Ordet ”vi” bruges stadig om at gøre noget helligt. I dag indgår ordet for eksempel i "vielse" og "indvi".

Storgårde i Norden

Storgårde med kultbygninger og offerområder finder vi i dag flere steder i Norden, blandt andet ved Tissø, Lejre og Toftegård på Sjælland, desuden Gudme på Fyn, Sorte Muld på Bornholm, Lisbjerg Kirke og Erritsø i Jylland samt Uppåkra og Järrestad i Skåne.

Stormændene styrede festen

Kontrollen med kulten var vigtig. Der er meget som taler for, at det var de lokale stormænd, der stod for de store religiøse fester på deres imponerende gårde. Arkæologiske undersøgelser synes at vise, at storgårdene på en gang var politiske, økonomiske og religiøse centre.

Formentlig har man også ude på de små gårde praktiseret forskellige former for ritualer, men de store fester foregik ved stormandsgårdene. Her stimlede bønderne fra egnen sammen ved bestemte lejligheder for at ære guderne med ét stort blót. Ved de store blótfester var den lokale stormand ”Gode” – udøver af kulten.

Blótfesterne var også en måde, hvorpå stormanden kunne vise sin rigdom og magt, blandt andet ved at sørge for mad og drikke til alle. Ved kristendommens indførelse overgik den religiøse magt til kirken og blótet mistede med tiden sin betydning.

Sigurd Ladejarls blót

En af de mest udførlige beskrivelser af et blót i Norden findes i Hakon den Godes saga, som islændingen Snorre Sturlasson skrev i 1200-tallet.

Sigurd Ladejarl var ligesom sin far meget flittig til at ofre… Det var skik og brug, at alle bønder fra egnen samledes ved templet for at ofre. Alle havde mad med til hele festen.

Der blev ofret mange slags dyr, især heste. Blodet fra offerdyrene blev samlet i skåle, og med kviste blev blodet stænket på altre, vægge, og kultdeltagere. Kødet skulle derimod tilberedes og spises som et festmåltid af alle. Det blev kogt i kedler, der hang over en ild midt på gulvet i hallen. Fyldte ølbægre blev båret omkring ilden, og Stormanden – Goden viede nu kød og bægre. 

Skåler skulle nu drikkes. Først til Odins ære ”for kongen og sejren”. Derefter tømtes et bæger for Njord og Frej ”for gode år og fred” med ønsket om at sikre god vækst. Derefter var der mange, der tømte bragebægeret – et personligt løfte om store bedrifter, for eksempel i kamp. Til sidst blev der skålet mindebægre for de frænder, der hvilede i gravhøjene.

Snorre nævner, at Sigurd Jarl én gang var en meget rundhåndet mand og gav hele gildet, hvilket han længe blev husket for…

Vikingernes offerritualer

Vikingernes offerritualer spændte fra store fester i stormændenes haller til større eller mindre ofringer af våben, smykker og værktøj i søer. I hellige lunde blev mennesker og dyr hængt i træerne – i hvert fald ifølge skriftlige kilder. Vikingerne anvendte ofte de samme offerpladser, fordi de mente, at der var kontakten til guderne speciel stærk. Fra kristne missionærer ved vi, at vikingerne også havde statuer, som de ofrede til. Statuerne kunne stå ude i naturen eller i kultbygninger.

Det menes, at der var fire faste blót om året; vintersolhverv, forårsjævndøgn, sommersolhverv og efterårsjævndøgn. Vikingerne holdt også ekstra blót, for eksempel hvis der opstod en akut krise, der krævede gudernes hjælp.

Araberen al-Tartuchi fortæller, hvordan man i vikingebyen Hedeby fejrede vintersolhvervet. De fejrer en fest, hvor alle kommer for at ære guden og for at æde og drikke. Den, som slagter et offerdyr, rejser ved døren til sin gårdplads pæle og sætter offerdyret derpå. Det er for at folk kan vide, at han ofrer til sin guds ære. Det var ikke altid, at ofringerne blev efterfulgt af et fælles blótgilde – et festmåltid, hvor deltagerne sammen spiste og drak. Ofringer af dyr var ikke normen, men primært noget der var knyttet til stormænd og konger.

Kultspecialister

Kultspecialister var forbundet med guderne på en særlig måde. Sagaer og arkæologiske fund viser, at der var vølver. Det var kvinder med magiske og profetiske evner. I sagaer og på runesten omtales stormænd som Goder. Det vil sige dem, som leder kulten. Både mænd og kvinder kunne altså fungere som kultspecialister.

Runeindskriften på stenen fra Helnæs omtaler vikingetidens hedenske præst, goden Roulv, som også omtales på andre runesten i det sydfynske område. Indskriften er fra 700-tallet eller 800-tallet. Ved fundet blev stenen kløvet i flere stykker, og den øverste del af stenens top mangler. Stenen blev bragt til København på foranledning af kong Frederik VII.

Roulv, nuRa gode, satte stenen efter sin brorsøn Gudmund …….. (De) druknede … Åver malede (dvs. ristede eller malede runerne).


Storgården

Storgården rummer blandt andet en stor hal og et lille indhegnet område med en mindre kultbygning. I den lille bygning udførtes kulthandlinger, og måske blev også gudestatuer og kultgenstande opbevaret her.

I den store hal er der fundet utallige dyreknogler og skår af drikkeglas. Det vidner om, at der blev afholdt store festmåltider. En stor stendynge med håndstore sten, som havde været opvarmede, lå uden for hallen. De har muligvis været brugt i forbindelse med rituelle måltider og offerhandlinger i hallen.

Et rituelt landskab


I landskabet omkring storgården er der fundet flere kultsteder med spor efter rituelle aktiviteter.

I Tissø, der betyder Tyrs sø, har man fundet våben og smykker. De var blevet kastet i søen en gang i vikingetiden. Tyr var vikingernes krigsgud, og de mange fundne sværd, lanser og økser kan have været en offergave til ham. Våben og smedeværktøj er også fundet ved vikingetidens bro over den nærliggende Halleby Å. For vikingerne var smeden en særlig person, og smedekunsten blev anset for guddommelig.

På en bakketop et par hundrede meter fra storgården lå endnu en offerplads, en åben hørg. Her er der fundet tykke lag af dyreknogler, der tolkes som rituelle måltider. På bakken er der også fundet ofrede sølvgenstande, mønter, smykker og redskaber.

Vikingernes kulthandlinger på og omkring storgården ved Tissø viser stor variation. Mindst fire forskellige offerpladser blev anvendt samtidigt. Kultstedet og ofringerne afhang muligvis af den årstid, som ofringerne fandt sted på, og af hvilken af guderne, der blev ofret til. Ofringerne på bakketoppen fandt måske sted ved sommersolhverv den 21. juni, mens vikingerne sandsynligvis trak indenfor i gårdens store hal, hovet, ved vintersolhverv omkring den 21. december.

Nye tider

Gennem næsten 500 år, fra 550 til1050 e.Kr., var storgården centrum for områdets før-kristne kult. Omkring år 1000 kan vi se, at de før-kristne kultanlæg blev sløjfet og nedlagt. De blev erstattet af et lille kristent kapel eller en kirke i form af en lille kvadratisk stavbygning på blot 7 x 7 m. Der kan meget vel være tale om en af de første private kirker i Danmark. På kultpladserne ude i landskabet ophørte ofringerne også omkring dette tidspunkt. Tiden var ved at rinde ud for de nordiske guder, og Kristus var klar til at afløse dem.

Del denne side