Historisk viden

Runemagi

Ordet ”rune” betyder hemmeligholdelse. Runemagi var farlig, hvis ikke man kendte dens hemmeligheder. Det afslører sagaerne. I Egil Skallagrimssons saga kan man læse:

          ”Ej må den runer riste
          som ikke at råde dem magter
          mangen mén det volder
          i mørke tegn at hildes”
    
Det var altså ikke alle, der kendte runernes hemmelighed. Guden Odin havde måttet ofre sig selv til sig selv for at få kendskab til runernes magiske kræfter. Under selvofringen fik han hverken mad eller drikke i ni dage, og om natten hang han gennemboret af et spyd.

Runemagi

I sagatidens Island mente man, at vikingerne havde brugt runemagi. I folkeviserne – også fra middelalderen – nævnes også  runekastning. Egentlig er runemagi mere en moderne opfindelse end et vikingetidigt faktum.

Ifølge sagaerne havde runeindskrifterne magiske kræfter. De kunne spå om fremtiden, modvirke noget, give ting forskellige egenskaber, eller de kunne bruges til at nedfælde besværgelser, forbandelser og trylleformularer. De fleste af de runeindskrifter, vi finder, har dog et mere jordnært indhold. De har været skrevet til hverdagsbrug.  

Runerne kunne blandt andet anvendes til runekastning. Det var en måde at spå. Det gik i store træk ud på at kaste brikker af træ eller ben med indridsede runetegn. Alt efter hvordan runebrikkerne landede, kunne runekasteren aflæse og tolke. Han kunne så måske spå om noget, som ville ske i nær fremtid.

Runer kunne også anvendes til helbredelse. I Egil Skallagrimssons saga hører vi om, hvordan skjalden Egil bruger runer til at helbrede en ung pige. Hun var tidligere blevet fortryllet af falske runer. Egil ristede nu runer og lagde dem under puden i sengen, hvor pigen lå. Pigen blev helbredt. Moralen er, at runer er farlige i de forkerte hænder.

Runer ses også på runesten, hvor de tjener flere forskellige formål. For eksempel indeholder runeindskiften på Glavendrup-stenen på Fyn en advarsel til dem, der kunne finde på at skænde eller flytte stenen.

Runeindskriften lyder: Ragnhild satte denne sten efter Alle gode, hæderværdige thegn. Alles sønner gjorde disse kumbler efter deres fader og hans kone efter sin mand, men Sote ristede disse runer efter sin drot. Thor vie disse runer. Til en ræte vorde den, som skader denne sten eller drager den efter en anden. Den sidste sætning kaster en forbandelse over den, der fjerner stenen eller sætter den som minde over en anden. ”Thegn” er en stormand med store jordbesiddelser, og en ”ræte” er et skræmmeord.

Varsler

Vikingerne tog også jærtegn – varsler i naturen. Det fremgår af sagaerne. Jærtegn brugte de til at spå om fremtiden. Vikingerne troede, at det som skete i naturen, var budskaber fra guderne. Ved for eksempel at iagttage hvilken vej, fuglene fløj eller hestene løb, kunne vikingerne tage varsler. Det kunne også være andre specielle fænomener i naturen som for eksempel en solformørkelse.

Runer fra Middelalderen – kommunikation og tradition frem for magi

De færreste ved, at også middelalderens danskere ristede runer. Der er i de senere år fundet en lang række runeindskrifter fra middelalderen. De viser, at også middelalderens runeristere brugte runeskriften i mange forskellige sammenhænge; de ristede runer for Gud, de ristede for alvor, og de ristede for sjov.

Runemagi var heller ikke gået i glemmebogen. På stave blev forbandelser ristet med runer. Runestaven blev kastet mod den, man ønskede at binde. Ifølge middelalderlige folkeviser kunne man forføre kvinder ved runernes kraft. I folkevisen om ”Ridder Stigs runer og bryllup” fortælles, at Stig er frygtelig forelsket i Liden Kirsten. Stig vil have hende til at forelske sig i ham ved hjælp af en runestav, som han kaster ind under skørterne på hende. Men Stig rammer forkert, og runestaven triller i stedet ind under Prinsesse Regitzes kjole. Prinsessen falder med det samme for Stig, og han bliver nødt til at ægte hende.

De middelalderlige runeindskrifter er blevet set som et udtryk for, at danskerne ikke havde givet slip på deres tidligere tro. Men rigtig mange indskrifter kan knyttes direkte til kirken. Det er røgelseskar, kirkeklokker og amuletter med runeindskrifter. Disse runer har næppe været anset som krænkende eller mindre fine. Der er snarere tale om kommunikation med den del af menigheden, som ikke kunne latin.

Læs mere om runer flere perioder, skriv dit eget navn med runer og lær at læse en runesten.

Del denne side