Historisk viden

Verdens største vikingeskib

Da Vikingeskibsmuseet i Roskilde i 1996-97 skulle udvide og etablere en ny museumshavn, gjorde de et fantastisk fund. Intet mindre end 9 skibsvrag lå gemt på bunden af fjorden ud for det, der engang var Roskilde havn. Skibene, der udgjorde Nordeuropas største samlede skibsfund, var generelt velbevarede, og blandt dem lå en sensation og ventede.

Det ældste af fartøjerne viste sig nemlig at være det længste vikingeskib, der nogensinde er fundet. Med sine 37 meter er det hele 7 meter længere end det næststørste, Skuldelev 2. Samtidig var det af en byggemæssig kvalitet, der afslørede dets tilhørsforhold til vikingetidens allerøverste sociale lag.

Beregnet til at fragte krigere

Roskilde 6, som skibet blev kaldt, er et langskib, der er beregnet til at fragte omkring 100 krigere hurtigst muligt fra A til B. Der er kun plads til det allermest nødvendige ombord, og alle konstruktionsmæssige detaljer har afsæt i ønsket om fart, gode sejleegenskaber og lav vægt. Materialet er hovedsageligt eg af en meget høj kvalitet, hvilket bl.a. kan ses på bordgangene (plankerne), der er op til 8 meter lange. Alle overflader er høvlede for at give så jævnt og fint et udtryk som muligt, og reparationerne, der er foretaget, er meget omhyggeligt udført.

Analyser af træet viser, at det har vokset i Sydnorge og er fældet omkring 1025. I denne periode hedder den danske konge Knud d. Store. Han har også magten i England og i dele af Sydnorge. Netop i det norske melder de skriftlige kilder om flere slag mellem kongsemnet Olav d. Hellige og kong Knuds norske støtter. Kilderne nævner også størrelsen på de brugte skibe på baggrund af hvor mange tofter (årepar), de har haft. Det fremgår, at de virkelig store skibe, tilhørende det øverste aristokrati, var på omkring 30 tofter. Til sammenligning har Roskilde 6 hele 39 tofter og må i derfor anses for et overordentligt stort skib. Enkelte endnu større skibe nævnes, bl.a. skal Knud d. Store have haft et krigsskib på ikke mindre end 60 (!) tofter.

Roskilde 6 er lige nu udstillet på Nationalmuseet, så du kan se verdens største vikingeskib i virkeligheden på udstillingen VIKING.

Konstruktionen af Roskilde 6

Da Roskilde 6 blev gravet ud, kunne man flere steder se mærkerne efter det værktøj, man havde brugt til at bygge skibet. Dette skyldes de gode bevaringsforhold i det våde havneområde.

En af økserne, der var blevet brugt, havde en lille fejl i æggen. Ved at følge sporene efter netop denne økse, kunne man følge en enkelt skibsbyggers arbejde. På den måde kom man pludselig tæt på de mennesker, der byggede det store skib.

Del denne side