Historisk viden

Import i vikingetiden

Driftige stormænd opdagede i vikingetiden, at enorme indtægter lå gemt i handel med udenlandske varer. Derfor rejste vikingetidens handelsfolk gerne langt efter varer. De sejlede over Nordsøen, til Norge og Sverige eller ned ad de østeuropæiske floder og dybt ind i Rusland. Vikingernes vigtigste eksportvarer var slaver og pelsværk. De varer, vikingekøbmændene byttede sig til undervejs, bragte de hjem til de skandinaviske handelsbyer.

Ottar, som var en købmand fra Nordnorge, har fortalt om sine rejser mod syd. Det tog Ottar 5 dage at sejle fra handelsbyen Kaupang ved Oslofjorden til Hedeby i Slesvig. Købmanden Wulfstan kunne rejse fra Hedeby til Letland på 7 dage.

Handel med kontinentet

Hedeby var en magnet, der tiltrak hele Østersøområdets handel, og handelsbyen fungerede også som et knudepunkt for handelen med hele Vesteuropa. Det skyldtes byens beliggenhed på grænsen mellem Skandinavien og landene mod syd. Fra Vesteuropa kom klæde, glasvarer, keramik, møllesten, salt og vin. Der kom også råvarer som kobber, tin og bly til smykkesmedene.

Til trods for dette kunne Hedeby dog ikke imponere den arabiske handelsmand At-Tartuschi. Han blev skuffet over at finde en by så fattig på varer og rigdom, da han besøgte den i 900-tallet. Men efter nordisk målestok var Hedeby en blomstrende og driftig by.

De skandinaviske handelsforbindelser

Ud fra handelsvarer ses omfanget og rækkevidden af handelskontakterne. Det ses i form af genstande, der tydeligt har deres oprindelse fra et helt andet sted end der, hvor de bliver fundet. I Skandinavien synes der at have været en fast rutefart af handelsskibe mellem handelsbyerne Hedeby i Danmark, Birka i Sverige og Kaupang i Norge.

Birka var ligesom Hedeby en af de store og velbesøgte handelsbyer. Byen blev anlagt i 700-tallet, antagelig ved kongelig forordning og var utrolig velorganiseret. Året rundt valfartede købmænd til Birka for at bytte pelsværk og reb for arabisk sølv, proviant og luksusvarer. En af svenskernes vigtigste indtægtskilder var jernmalm. Den blev primært solgt til danske handelsfolk og fragtet til Hedeby. Via Birka og Gotland var Hedeby også forbundet med handelsruterne ad de russiske floder til Konstantinopel – vore dages Istanbul og Kalifatet i Bagdad, hvorfra luksusvarer kom.

Købmænd valfartede også hver sommer til markedet i Kaupang, der lå ved Oslofjorden. Kaupang havde en lukrativ eksport af hvalrostænder, fuglefjer, skind, hvæssesten af skifer og gryder af klæbersten, som ligeledes blev solgt til danskerne mod syd. Kaupang-markedet lå dog i hård konkurrence med handelsbyer på de Britiske Øer, hvor de fleste nordmænd foretrak at sælge deres varer. Især den gamle vikingekoloni i Dublin trak handlende til.

Lokal produktion

Arkæologiske fund fra vikingetidens handelsbyer viser, hvad de lokale håndværkede solgte. Her er det især affaldet fra håndværkernes værksteder, der afslører produktionen. Fund af tenvægte og vævevægte viser, at der blev spundet garn og vævet klæde. Læderhåndværk blev også udført i stort omfang, og der blev fremstillet skeder, punge, bælter, sko, remme og seletøj.

Mellem de mange håndværkere arbejdede også kammageren, der lavede kamme af ben og tak, og perlemageren, der lavede farvestrålende perler af glas og rav. Der boede også smede i byerne. De fremstillede og reparerede husgeråd, våben, værktøj og nøgler. Stumper af støbeforme viser, at der også blev produceret smykker i byerne. Træforarbejdning var sandsynligvis det håndværk, der beskæftigede flest hænder. Der skulle bygges huse og skibe, laves møbler og skæres husgeråd.

De mange forskellige varer viser, at der har været et stort lokalt som internationalt vareudbud i handelsbyerne.

Del denne side