Historisk viden

Handel i vikingetiden

Vikingetiden var andet end vold og konflikt. Handel var en af de mere fredelige aktiviteter. Og netop handel var en blomstrende aktivitet for vikingerne. Havnebyen Hedeby ved Slesvig i det nuværende Tyskland var Danmarks vigtigste handelscentrum i vikingetiden. Hedeby var en havneby omkredset af en beskyttende vold. Inden for volden var der et net af gader, og her holdt købmænd og håndværkere til. De var under beskyttelse og kontrol af kongemagten.

Byens rødder går tilbage til 700-tallet. Igennem vikingetiden voksede den i størrelse og betydning. En af Hedebys store fordele var, at den lå ved et trafikalt knudepunkt – både i forhold til landeveje og vandveje.

En anden vigtig handelsby i vikingetiden var Ribe. Her blev en handelsplads anlagt i begyndelsen af 700-tallet på nordsiden af Ribe Å. Begge steder var vigtige for vikingernes handelsnetværk, men i størrelse og omsætning kom Ribe ikke op på siden af Hedeby.

Vikingernes handelsbyer

Før vikingetiden fandtes særligt udvalgte pladser for handel samt landsbyer af betydelig størrelse, men egentlige byer var det ikke. I starten af vikingetiden udvikledes de første egentlige handelsbyer i Skandinavien. De skød op centrale steder langs Skandinaviens kyster ved naturhavne eller i fjorde.

Nogle af disse var blot mindre strandmarkeder, der voksede sig store. Andre synes at være planlagte og opbygget efter en stram byplan fra begyndelsen. Dette viser en stormagt som bygherre og initiativtager, hvilket kunne være en central kongemagt eller den lokale stormand.

Et sådan initiativ ses med anlæggelsen af handelsbyen Ribe. I begyndelsen af 700-tallet havde en konge eller en magtfuld stormand givet tilladelse til, at købmænd kunne slå deres boder op i sikkerhed på en mark ved Ribe Å. På et 200 m langt og 65 meter bredt område blev opført en gennemgående gade med 6-8 meter brede parcelgrunde på hver side adskilt af skelgrøfter og plankelagte stier. Forinden havde man overstrøet området med et tykt lag sand. Det var for at gøre handelsområdet attraktivt. Nu kunne købmændene sejle helt ind til pladsen og handlende som håndværkere gå tørskoet rundt. Inden længe var parcelgrundene beboet og fulde af aktivitet. I begyndelsen var handelspladsen kun i brug i bestemte sæsoner og lå øde hen om vinteren.

Det var især håndværkere og handlende, der boede i byerne. Her servicerede de et købestærkt publikum og de mange købmænd, der kom strømmende fra nær og fjern.

Fra byerne blev importvarer fordelt videre ud i lokalsamfundet, mens de lokalt producerede varer blev sendt ud i verden. I Jylland finder man ofte de importerede varer, når man udgraver de omkringliggende landsbyer fra vikingetiden..

Konger og byer

Skulle en by kunne tiltrække handel, var det altafgørende, at købmændene kunne handle i fred og føle sig sikre. Det siger sig selv, at købmænd ikke ville komme rejsende langvejs fra med værdifulde varer, hvis risikoen for at miste livet og – eller – varelageret var stor. Derfor var der brug for beskyttelse. Denne garant var i mange tilfælde kongen eller en anden lokal stormand. Til gengæld kunne kongen så pålægge købmændene og håndværkerne forskellige afgifter og skatter, når de slog sig ned i byen.

Derfor var vikingetidens handelsbyer et økonomisk aktiv for kongen. Han anlagde og plejede dem efter alle kunstens regler. Måske var det derfor, at den danske konge Godfred lod handelsbyen Reric i Nordtyskland ødelægge i 808. Efter angrebet tvang Godfred alle handelsfolkene og håndværkerne til at flytte til handelsbyen Hedeby, så de kunne sælge deres varer der. Det var en effektiv måde at udkonkurrere Reric på og skabe større rigdom og handel i Hedeby. Særligt for kongen selv, der nu kunne opkræve skatter hos de mange nye købmænd.

Samtidig reparerede og udbedrede Godfred formentlig grænsevolden Danevirke. Danevirke lå lige op til Hedeby, og dannede en grænse mellem det danske rige og saksernes land, der var under frankernes indflydelse. På den måde kunne indbyggere såvel som tilrejsende købmænd føle sig trygge i Hedeby.


I slutningen 900-tallet forstærkede kong Harald Blåtand yderligere Hedeby. Harald opførte et forsvarsanlæg, som bestod af en halvkredsformet jordvold omkring byen. Fra volden kunne kongens hird – hans private følge af krigere – bevogte og forsvare byen, hvis den blev angrebet. På samme tid blev havnen også beskyttet af en pælespærring.

I slutningen af 1000-tallet blev Hedeby angrebet flere gange, og handlen flyttede nu til Slesvig. En medvirkende årsag hertil kan have været en stigende vandstand i området. Den gjorde, at stedet blev til en sump. Kæmpe mængder affald i havnen gjorde det også svært for den ny tids fartøjer at anløbe skibsbroerne. Samtidig var nye handelsruter også blevet mere tillokkende. Det satte et punktum for 300 års aktivitet i Hedeby.

En sikker rejse – frihandel i vikingetiden

Handelsskibe og handelspladser var tillokkende plyndringsmål, og lange transporter over land eller til søs var altid forbundet med en risiko for plyndring. Det fortælles for eksempel om Ansgar, at han i 830 på sin første missionsrejse til den svenske handelsby Birka blev overfaldet af sørøvere. Såvel Ansgar som de købmænd, han rejste med, mistede alt, hvad de ejede.

Det er normalt krige og slag, der optager historieskriverne, men fra Europa kendes samtidig en række beskrivelser om diplomatiske aftaler.

I Fulda-annalerne under året 873 fortælles, at danerkongen Sigfreds sendemænd ankom til Worms for at indgå aftale med Kong Ludvig den Tyske. De ville sikre freden i grænseegnene mellem danerne og sakserne. Det var så købmændene kunne handle i naboriget i fred og sikkerhed.

Handelsaftalerne vidner om en fredelig sameksistens imellem landene, men også at handel ikke kunne foregå uden beskyttelse og nødvendige aftaler kongerne imellem.

Byttehandel i vikingetiden

Fra Hedeby kendes en runeindskrift, der fortæller, at Oddulfr gav Eyrikr et skjold, og Eyrikr gav Oddulfr et odderskind. Her er vi vidne til en ren byttehandel, som var meget almindeligt i vikingetiden. Meget af byttehandlen var baseret på overskud fra egen gård. Det var korn, grøntsager og husdyr. Disse varer bragte bønderne ind til byerne, hvor de byttede dem væk for andre nødvendigheder som tøj eller redskaber eller luksusprægede varer som smykker og glas.

Igennem vikingetiden blev sølvet mere og mere vigtigt i handlen. I starten som en vare, hvormed man betalte efter vægt. Derfor findes ofte ituklippede smykker, barrer og mønter af sølv. Det var for at få sølvvægten afstemt i den indgående handel. Med skålvægte, som holdes i hånden, og vægtlodder kunne man præcis afgøre, hvor meget sølv der skulle til, for at en handel var på plads. De ældste danske mønter er fundet i både Ribe og Hedeby, men overgangen til at bruge mønter som betalingsmiddel slog først for alvor igennem i 1000-tallet, under kong Svend Estridsen.

Hvad var de forskellige varer egentlig værd?


Ifølge forskellige kilder kunne en stigbøjle byttes lige over med et sværd eller købes for 125 gram sølv. Ville man købe sig en slavinde kostede hun en ko og en okse. Tre køer gik lige op med en hest, mens man måtte af med to heste eller fire mandlige slaver for en ringbrynje.

Dette giver en idé om, hvilken værdi nogle af varerne havde i vikingetiden, men dengang som i dag har udbud og efterspørgsel præget markedet.

Del denne side