Historisk viden

Skriftlige kilder

Et af de kendte problemer i vikingetidsforskningen er, at meget lidt af det skriftlige materiale fra perioden stammer fra vikingerne selv. Fra Skandinavien har vi blot runesten og lidt spredte, korte sætninger ridset ind i knogle eller træ. Vender vi ansigtet mod England og det europæiske kontinent, tegner de skriftlige kilder til gengæld et broget billede af vikingerne set med fremmede øjne. Herfra er bevaret oplysninger om diplomatiske og politiske udvekslinger, vikingernes deltagelse i forskellige konflikter som ”lejesoldater”, plyndringer af byer, klostre og kongsgårde samt skatteopkrævning fra vikingernes side.

Var vikingerne virkelig så brutale?

Kilderne afslører også, at der var gang i både fjernhandel og missionsvirksomhed. Og det er faktisk et billede, man kan genfinde, når man ser på de arkæologiske kilder, dvs. de genstande som vikingerne efterlod sig, og som vi kan være heldige at finde i nutiden!

De skriftlige kilder, der fortæller om vikingernes opførsel i Europa, er sammensatte og komplicerede. Man skal være opmærksom på, at begivenhederne kan være overdrevne eller nedtonede, afhængigt af skribentens politisk/religiøse tilhørsforhold.

Der findes en del beretninger om de skandinaviske vikingers færden i de vesteuropæiske lande. Udover den angelsaksiske krønike er en anden vigtig kilde de frankiske rigsannaler, der nedskrives fra 780 e.Kr. De fortæller om tiden fra 741 til 829 e.Kr. - det vil sige vikingetidens begyndelse. Mange af de skriftlige kilder nævner plyndringer og angreb. Fra disse kilder ved vi for eksempel, at vikingerne allerede i 787 e.Kr. angreb den sydøstlige engelske kyst, og at de satte voldsomme angreb ind forskellige steder i Europa fra første halvdel af 800-årene. Af eksempler kan nævnes angreb på Toulouse, Frankrig, i 844 og angreb på Paris året efter. Men det er ikke kun oplysninger om vold og overfald, man kan læse om i kilderne. I Europa blev der eksempelvis nedskrevet forskellige kloster- og rigsårbøger. Det er ofte kortfattede notater, hvor man bl.a. finder beskrivelser af kontakter mellem diplomater fra henholdsvis det frankiske hof og de danske konger. Her kan man læse, at de blandt andet gav hinanden gaver. De diplomatiske kontakter blev plejet, så man kunne udveksle gidsler, og så unge skandinaver f.eks. kunne modtage uddannelse ved det frankiske hof. Kejserne i Europa, især Ludwig den Fromme, blandede sig jævnligt i de danske magt- og tronstridigheder, og han forsøgte at præge udviklingen i Norden. Et højdepunkt var, da den danske konge Harald Klak besøgte Ingelheim/Mainz i 826, hvor han blev døbt og modtog kostbare dåbsgaver.

Var vikingerne blodtørstige hedninge?

Mange af kilderne beskriver vikingerne som blodtørstige hedninge. At dømme efter deres udsagn skulle man tro, at de fleste skandinaver i perioden 750-1100 var forfærdelige mennesker, der kun havde vold og død for øje.

Dette noget unuancerede billede præger os den dag i dag. Forestiller man sig, hvordan en viking så ud, er det ofte en skægget kæmpe med økse og skjold, der dukker frem på nethinden.

Arkæologien har dog i de sidste 150 år givet os en noget bedre forståelse for vikingetidens danskere. Vi kan f.eks se, at landbrug har været hovedbeskæftigelse for de fleste, og at både handel og fiskeri blomstrede.

Lindisfarnestenen

”I dette år viste der sig skrækkelige tegn over Northumbria, som skræmte indbyggerne slemt. De bestod af mægtige hvirvelvinde og lyn, og ildsprudlende drager sås flyvende i luften. En svær hungersnød fulgte snart oven på disse tegn, og lidt efter i det samme år, den 8. juni, ødelagde hedenske mænds hærgninger jammerligt Guds kirke på Lindisfarne med plyndringer og mord”.

Året er 793 e.Kr., og ovenstående beskrivelse drejer sig om begivenheder på øen Holy Island eller Lindisfarne ud for det nordøstlige England. Historien er nedskrevet i den angelsaksiske krønike. Denne krønike er en af de vigtigste kilder til Englands historie i vikingetiden. Krønikens grundstamme er nedskrevet i Wessex i slutningen af 800-tallet, men der er skrevet videre på den andre steder i landet i de følgende århundreder. I den angelsaksiske krønike fortælles blandt andet om vikingerne og deres opførsel i det engelsk-irske område. Eller snarere fortælles der om, hvordan man på de britiske øer opfattede vikingerne, og hvordan man ønskede at viderebringe historierne om vikingerne til de kommende generationer.

Del denne side