Historisk viden

Nordhøjen og Sydhøjen

De to store høje i Jelling kaldes Nordhøjen og Sydhøjen. I Nordhøjen, som er den ældste, er fundet et gravkammer, der blev bygget 958-59. Kernen i Nordhøjen udgøres af en meget ældre høj fra bronzealderen, som man i vikingetiden har valgt at ”udbygge” – enten for at lette byggearbejdet eller måske fordi man tillagde den gamle høj en særlig betydning? Alt indholdet i Nordhøjens gravkammer og den døde blev fjernet ved et indbrud allerede i vikingetiden. Sydhøjen, som er den største af de to høje, 10 m høj og 70 m i diameter, blev opført omkring 970. Den har ikke rummet nogen begravelse. Skjult under højene ligger resterne af det ældste monument i Jelling: en mægtig, skibsformet stensætning. Med en længde på ca. 360 m er det den største, der kendes.

Del denne side