Historisk viden

Hvordan så vikinger ud?

Forestil dig en viking: Ser du også en ung, stærk, rødhåret mand foran dig? Måske er der noget om snakken. Den arabiske forfatter Ibn Fadlan beskriver i hvert fald vikingerne således: ”Jeg har aldrig set mennesker med en mere fuldkommen kropsbygning. De er som dadelpalmer, og deres hud er rødlig”.

Den vigtigste viden om vikingernes fysiske fremtoning får vi gennem arkæologiske fund af skeletter fra den tid. I Danmark er tallet oppe på omtrent 500 vikingeskeletter. Skærer vi ”helt ind til benet”, falmer billedet af den store stærke viking en anelse. Vi ser nu en befolkning med blandt andet tandproblemer og ømme led.

Film om højden på en viking

Vikingerne var i gennemsnit 8-10 cm lavere, end vi er i dag. De skeletter, arkæologer har fundet, afslører, at mændene målte omkring 172 cm, mens voksne kvinder i gennemsnit skød omkring 160 cm i vejret.   

Velhavende mænd og kvinder var en del højere end gennemsnittet som følge af bedre levevis. Dette ses tydeligt i en dobbeltgrav på Langeland. I den lå to voksne mænd. Den ene, der var gravlagt med sit spyd, var over gennemsnittet, nemlig 177 cm høj. Den anden – halshugget og bundet på fødderne – var kun 171 cm høj. Graven tolkes som en herre, hvis træl måtte følge ham i døden.

Store og stærke vikinger?

Vikingernes kropsbygning var meget lig vores. Men man må gå ud fra, at de nok har været mere muskuløse, end vi generelt er i dag, på grundt af hårdt fysisk arbejde.

Maskuline kvinder og feminine mænd


Mænds og kvinders ansigter lignede mere hinanden i vikingetiden, end de gør i dag. Kvindernes ansigter har været mere maskuline med kraftige øjenbrynsbuer. Modsat var vikingemandens fremtoning mere feminin, end det ses hos nutidens mænd, med mindre markeret kæbeparti og mindre kraftige øjenbrynsbuer.
 
Disse tvetydige ansigtstræk gør det svært at bestemme et vikingeskelets køn ud fra kraniet alene. Derfor bør andre træk studeres, når kønnet skal bestemmes. Her kan bækkenets bredde være til stor hjælp.

Rødhårede vikinger?

Genetiske undersøgelser har vist, at der har været et flertal af rødhårede vikinger i Vestskandinavien og dermed Danmark. I det nordlige Skandinavien i området omkring Stockholm var blondt hår fremherskende.

Hygiejne og skønhed

Arkæologiske fund af ”skønhedsartikler” fra vikingetiden viser, at udstyret ikke har ændret sig væsentligt fra vikingetiden til i dag. Dykker vi ned i vikingernes ”toilettasker”, finder vi smukt mønstrede kamme, øreskeer og pincetter. Slidspor på tænder viser også, at tandstikker var flittigt i brug.

Makeup kan også tilføjes. En spansk araber, der besøgte Hedeby omkring år 1000 fortæller, at både mænd og kvinder i byen brugte sminke. Det fik dem til at se både yngre og kønnere ud.
 
I England havde vikingerne efter sigende stor succes med de engelske damer. Vikingemændene var renlige og velduftende, fordi de tog bad om lørdagen, redte deres hår og var smukt klædt.

Sandt eller falsk om vikingernes hygiejne

Historiefortælleren Ibn Fadlan mødte år 922 efter Kristus en gruppe vikingekøbmænd ved Volga-floden. Ibn Fadlan fortæller, hvordan en trælkvinde hver morgen kom med et fad vand til sin herre, som vaskede sine hænder, sit hår og sit ansigt i vandet, hvorefter han snød næse og spyttede i det. Da herren var færdig, bar trællen vandfadet rundt til resten, som gjorde det samme. Ibn Fadlan så med foragt på vaskeritualet. Han kom selv fra en kultur, hvor den personlige hygiejne blev sat i højsædet. Som muslim var han vant til at vaske sig i rent vand fem gange dagligt før dagens bønner. Derfor kaldte han vikingerne for ”de mest beskidte af Allahs skabninger”.

Men selvom vikingerne ikke levede op til muslimernes standard, var de hverken snavsede eller uhygiejniske efter nordeuropæiske forhold. De var faktisk ganske velplejede efter datidens standard.

I engelske kilder beskrives vikingerne som umådeligt tiltrækkende i de engelske adelskvinders øjne. Deres succes skyldes ifølge munk og krønikeskriver John af Wallingford, at vikingerne blandt andet tog bad hver lørdag. Og der kan være noget om det, for ugedagen lørdag kommer af det gamle nordiske ord ”laugardagur”, som betyder vaskedag.

Frisure og skæg

Hår og skæg havde stor betydning for en vikingemand. Det ses af royale tilnavne som Svend Tveskæg, hvis skæg nok var delt i to og Harald Hårfager, som må have haft en gevaldig hårpragt. De mange fund af kamme viser, at man almindeligvis redte sit hår. 
 
Der er kilder, som understreger dette. Et kendt eksempel er et anonymt oldengelsk brev. Her formaner en mand sin bror om at følge den gængse angelsaksiske skik og ikke indlade sig på den ”danske mode”, der beskrives som en omvendt ”svenskerfrisure” med lang pandehår og kort hår bag på hovedet.

Også skægget var velplejet. Det ses eksempelvis på et udskåret mandshoved fra den norske skibsgrav Oseberg. Her ses en mand med et langt elegant overskæg samt hageskæg.

Også kvindernes hår var velfriseret. Det var oftest langt og kunne være smukt sat op. Det kan vi se af små figurer i sølv og bronze.

Del denne side