Historisk viden

En økse med dobbelt betydning

Et af de prægtigste fund fra vikingetiden er den ene af økserne fra Mammen-graven. Den er af jern med indlægninger af sølv. Øksen er dekoreret i den såkaldte Mammen-stil, opkaldt netop efter dette fund. Stilen er opstået i midten af 900-årene, og den lever videre til omkring år 1000. Motiverne på øksen kan både opfattes som kristne og hedenske.

På den ene side ses et træ-motiv. Det kan symbolisere det kristne Livets Træ eller det hedenske træ Yggdrasil. På den anden side ses en dyrefigur – måske Hanen Gyldenkam eller Fugl Fønix. Hanen Gyldenkam sidder, ifølge den nordiske mytologi, i toppen af træet Yggdrasil. Her vækker den hver morgen vikingekrigerne, og den vil gale ved Ragnaroks komme. Fugl Fønix er et kristent fabeldyr og et symbol på genfødsel.

Del denne side