Historisk viden

Slaver og trælle i vikingetiden

Slaver eller trælle var én af vikingernes vigtigste handelsvarer. Slaverne hentede vikingerne primært på deres togter i Østeuropa og på de Britiske Øer. Vikingerne skaffede sig også slaver blandt egne landsmænd, hvor forbrydelser, som mord men også tyveri, blev straffet hårdt med slaveri som følge. En kvinde, der stjal, kunne blive den bestjålnes slavinde.

Slavehandel var også kendt før vikingetiden, men vikingernes mange erobringer og handelsrejser satte slaveimporten i system og skabte en sand pengemaskine. Det er især skriftlige kilder og lovtekster, der fortæller os om slavehandelen, for slaverne selv har ikke efterladt sig mange spor. Der findes kun nogle få arkæologiske fund, hvor det ses, at en træl har fulgt sin herre i døden.

Handel med slaver

I skriftlige kilder kan vi se, at vikingerne afsatte slaverne på handelsmarkeder, som Hedeby i Danmark og Bulgar ved Volgafloden. Her blev slaverne handlet og omsat til andre varer. Køberne var for eksempel vikingebønder, der brugte slaverne i husholdningen og til det hårdeste og mest beskidte arbejde i marken. Flere slaver leverede nok også en del af arbejdskraften til vikingetidens mange og store bygningsværker.

Vikingerne var ikke de eneste, der handlede med slaver. Der blev også handlet med slaver i Vesteuropa, men her var det ikke god skik at sælge sine egne landsmænd. Kirken var imod, at kristne var slaver hos ”de vantro” vikinger. Det fortælles, at en munk i 870 blev så oprørt over at se kristne slaver til salg i Hedeby, at han solgte alle sine ejendele og personligt købte slaverne fri.

Derfor var slaviske folk i Østeuropa i lang tid et oplagt bytte for europæiske og nordiske slavehandlere. Det er herfra, at betegnelsen slaver stammer.

Frigivne slaver

Slaver kunne købes fri af andre, og nogle slaver oplevede ligefrem at blive sat fri af ejeren. Det kan vi se på en runesten fra Hørning i Jylland. Her står, at ”Toke smed rejste stenen efter Troels Gudmuns søn, som gav ham guld og frelse”. Indskriften fortæller, at Toke, som var håndværker, fik sin frihed.

Kristendommens indførelse medførte, at slaveriet aftog, men det blev først helt afskaffet i løbet af middelalderen. Så sent som i Jyske Lov fra 1241 findes der regler for trælle.  

Slavernes rettigheder

Slaver var mennesker, der ikke havde nogen personlige rettigheder. Det kommer blandt andet til udtryk i det norske lovsprog, hvor slaver og slavinder betegnes med ”man”, det vil sige intetkøn. Det frie menneske betegnes derimod med hankøn.

Slaverne blev betragtet som ”kvæg”, altså som avancerede husdyr, og de boede formentlig i langhusets mørkeste ende sammen med husdyrene. Opførte slaverne sig ikke ordentligt, blev de pisket. Ejeren kunne til hver en tid straffe sine slaver, som han lystede. Slaverne lagde også krop til seksuel udnyttelse. Det fremgår blandt andet af den arabiske diplomat Ibn Fadlans rejsebeskrivelse fra 922, hvor han mødte en gruppe vikinger ved Volga. Her fortælles, at de smukke piger, som skulle sælges, blev udnyttet seksuelt af deres ejere, mens andre så på.

Men særligt kønne slavepiger og kvindelige krigsfanger af høj stand kunne dog opnå gode kår og anseelse. Det samme gjorde sig sandsynligvis også gældende for mandlige slaver med særlige håndværksmæssige færdigheder.

Del denne side