Historisk viden

Runesten

Vikingetidens runesten blev rejst til minde om de døde - først og fremmest for magtfulde personer og disses hæderfulde gerninger. De blev rejst for at blive set og var malet med stærke farver. De stod ofte ved veje eller broer, hvor mange mennesker kom forbi - ikke nødvendigvis ved graven for dem, de var rejst for.

Vikingerne føles pludselig meget nær med runestenene. På dem får vi navnene på de mennesker, som levede og døde dengang. Vi hører om deres rejser ud i verden, om store bedrifter og om sørgelige skæbner.

Runesten i Skandinavien

Runesten kendes stort set kun fra Skandinavien. Fra vikingetidens Danmark kendes godt 250 runesten. Langt de fleste findes i Sverige, hvor man kender over 3000 indskrifter.

Det ser ud til, at skikken for alvor blev populær i Danmark, efter at Harald Blåtand rejste den store Jellingsten for sin far Gorm den Gamle og sin mor Thyra omkring 970. De fleste runesten i Danmark er rejst i perioden ca. 975-1025.

X rejste denne sten over Y
Runeindskrifterne nævner altid de personer, der rejste stenene, og de personer, som stenene blev rejst for. De kunne rejses for og af både mænd og kvinder. Ofte fortælles også om de dødes nærmeste slægtsforhold, stilling i samfundet, måske en kort rosende karakteristik af ham eller hende og en omtale af dødsomstændighederne. Endelig kan indskriften rumme runemesterens navn, en forbandelse over dem, som måtte skænde stenen og - efter kristendommens indførelse - en bøn for den dødes sjæl. Der kan også være ornamentik og billeder på stenene.

Traditionen at rejse runesten var udbredt blandt vikingetidens rige og magtfulde familier, men var ikke forbeholdt dem alene. For eksempel fortæller Hørningstenen, som er fundet tæt ved Århus, at den er rejst af en frigiven træl.

Når stenene blev rejst af rige kvinder, var det ofte for at mindes deres ægtefæller. Sådan en kvinde var Ragnhild. Hun rejste sammen med sine sønner runestenen ved Glavendrup på Fyn. Ragnhild satte denne sten efter Alle den blege (?), viernes gode, hirdens højværdige thegn. Alles sønner gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin mand, men Sote ristede disse runer efter sin herre…

De fleste runesten er rejst over vikingekrigere. Maskestenen fra Århus er et godt eksempel. Gunuld og Øsgot og Aslak og Rolf rejste denne sten efter deres fælle Ful. Han fandt døden … da konger kæmpede. Stenen er en mindesten sat over en kampfælle. På runestenen findes også en drabelig maske, som muligvis skulle beskytte mod onder ånder.

Sørgelige skæbner

Det hænder også, at følelser kommer til udtryk på stenene. En indskrift på en sten fra Rimsø rejst af en vis Thorir til minde om sin moder, ender med at sige, at en moders død er det værste, som kan ske for en søn. Og på en sten i Ålum i Nordjylland kan man læse, at Tyre, Vigots kone, lod denne sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes søn, hendes ”søstling”, som hun holdt mere af end om det havde været hendes egen søn.

Læs mere om hvordan vikingerne også brugte også runerne til magi.

Del denne side