Historisk viden

Husdyr i vikingetiden

Vikingerne havde mange af de husdyr, vi kender i dag. En almindelig vikingehusholdning i et landbrugsområde havde kvæg, heste, svin, får og geder. Dertil kom høns, gæs og ænder. Der blev også fanget fisk i havet og til tider sæler.

Vikingerne udnyttede deres husdyr optimalt. Først tjente de som brugsdyr for senere at blive slagtet og spist. Knogler, horn og skind blev derefter lavet til tøj og redskaber som nåle, skeer og meget andet.

Var koen gammel og udslidt, vidste man altså godt, hvad menuen stod på de næste mange dage. Svin var det eneste husdyr, der kun blev holdt for kødets skyld. Set med vore øjne var vikingerne utrolig resourcebevidste.

Tilberedning af kød

Kød og fisk blev også tørret eller saltet, så det kunne opbevares i lang tid. Den arabiske historiefortæller at-Tartuchi skriver om beboerne i Hedeby, at deres vigtigste ernæring var fisk. Men nu boede de også lige ud til havet. De kunne vælge mellem 26 forskellige slags – og den vigtigste var silden, som man mener blev konserveret i saltlage. De arkæologiske fund viser også, at fiskeri var et vigtigt erhverv. Det viser fund i form af net, smedede kroge, ålelystre og forskellige fiskeknogler.

Af de let fordærvelige dele som indmad og blod lavede vikingerne pølser. Pølserne blev fremstillet i forbindelse med efterårets slagtninger.

Hestekød blev kun spist ved festlige lejligheder. I Håkon den Godes saga beskrives, hvordan hestekød kan tilberedes i en suppe.


Mælk, smør og ost

Vikingerne drak mælk fra både køer, geder og får. Vi ved ikke, om dyrene har givet mælk hele året. Men vikingerne sørgede i det mindste for at konservere noget af mælken som ost og smør. Vi ved, at smørret var meget saltet for at kunne holde sig i lang tid. Mælkeprodukterne var en uundværlig kilde til fedt i de lange vintre. 

Del denne side