Historisk viden

Samme dragt til kvinder og mænd?

Størstedelen af de beklædningsdele, som vi kender til i ældre jernalder, blev sandsynligvis brugt af både mænd og kvinder. Samme type skindkapper lader til at have været brugt af begge køn, men måske har de båret dem på forskellig vis. Det er ligeledes vanskeligt at afgøre, om der er forskel på mands- og kvindesko, ikke mindst fordi størstedelen er fundet enkeltvis uden tilknytning til et specifikt køn.

Slå-om klædninger, som også anvendtes i bronzealderen, men i varierende former, findes nu i tre standardiserede størrelser. De er fremstillet af et rektangulært stykke stof og betegnes efter størrelsen henholdsvis som tæpper, kapper og tørklæder. De har oftest færdige vævekanter på alle fire sider. De forskellige slå-om klædninger er fundet sammen med både mænd og kvinder, og de har sikkert været brugt af alle. De kunne arrangeres på forskellig vis og kunne både anvendes til beklædning og som tæpper.

Specielt for kvindedragten er lange nederdele og huer fremstillet i sprang, mens benviklers og skindhuer blev båret af mænd.

Del denne side