Historisk viden

Hundegrave i oldtiden

Jægerstenalderens hunde kendes især fra grave. Nogle steder er hunden blevet begravet på lige fod med menneskene i selvstændige grave – enkelte har sågar fået rige gravgaver med sig i døden. Andre grave tyder på, at hunden skulle følges med sin afdøde ejer til Dødsriget. De har måttet lade livet i forbindelse med dennes begravelse.

Hunde findes også i grave i jernalderen. Gravpladsen ved Kyndby stammer fra midten af 600-tallet. Her var to rige begravelser, en mand og en kvinde, samt seks mindre rige grave. Fælles for dem alle var, at de havde en hund med sig i graven. Ved Elmelunde på Møn har man ligeledes en grav, hvor den døde var begravet med et skjold, et sværd og en stor hund. Lignende begravelser med hunde kendes også fra Bornholm, Gotland og Norge.

Den parterede mand fra Himlingøje – og hans hund

Blandt de rige grave på Himlingøje-gravpladsen (yngre romersk jernalder) var der én, som skilte sig ud. Det drejede sig om en grav med en yngre mand på omkring de 20 år. Han havde fået rige gravgaver med sig, men det usædvanlige var, at manden var blevet parteret inden gravlæggelsen. Det har givet anledning til mange spekulationer. Måske han var en kriger, der var død langt hjemmefra og som, af praktiske årsager, var blevet transporteret hjem til slægtsgravpladsen i flere stykker?

Delvis henover den unge mands kiste lå skelettet af en hund, som også adskiller sig fra de øvrige kendte jernalderhunde. Zoologerne mente, at der var tale om en hunderace, der kendes fra Sydeuropa, og at dens nutidige efterkommere skal findes blandt italienske hyrdehunde. Såfremt dette er tilfældet, er det nemt at tænke sig, at manden enten har købt eller fået hunden under de fjerne himmelstrøg, hvor han selv måtte lade livet. Måske et sted i Romerriget?

Læs mere om fyrstegravene på Stevns.

Del denne side