Historisk viden

Jægernes pilespidser

Maglemosejægernes pilespidser af flint var små men effektive! Uroksen fra Vig blev skudt med mindst tre såkaldte ”lancetmikrolitter”. Mikrolitter er små pilespidser, som vejer ganske få gram, og de har fungeret som spids på de pile, der har nedlagt det store dyr.

Uroksen har ikke kunnet nedlægges med en enkelt pil. Jægerne har derimod ønsket af ramme den så mange steder som muligt. Pilene har, på deres vej ind i uroksens krop, forårsaget blodtab, smerte og udmattelse.

Under normale omstændigheder ville det store dyr være bukket under, og det ville være blevet føde for jægerne. Men da uroksen fra Vig blev så skræmt, at den flygtede ud i søen og gik til bunds, blev der ikke meget ud af anstrengelserne for dens forfølgere. Det ændrer dog ikke ved, at de små pilespidser af flint var særdeles effektive våben, der kunne gøre stor skade på skovens største og farligste dyr.

Teknologien til at fremstille disse dødbringende pilespidser var højt specialiseret.

Del denne side