Historisk viden

Højskolebevægelsen

N.F.S. Grundtvig fik de første idéer til en højskole for folket i 1830’erne under en rejse til England. Menigmand skulle gennem oplysning om fædrelandets historie og fællesskabets betydning lære at tage ansvar for og del i landets fremtid. Grundtvig formulerede sine højskolevisioner i en tid, hvor enevælden som styreform blev stærkt kritiseret især af borgerskabet og de intellektuelle. Samtidig nærede disse grupper stor bekymring for, hvad der ville ske, hvis der blev indført folkestyre, og de uoplyste og uuddannede bønder også fik indflydelse på landets styre.

Grundtvig havde forestillet sig, at højskolen skulle være en borgerskole for livet, mens universitetet skulle dyrke videnskab, og børneskolen tage sig af de praktiske færdigheder. Højskolen skulle ikke være en skole i kristendom, men undervise i, hvad det ville sige at være dansk og menneske i Danmark.

Den første højskole blev grundlagt af Christian Flor i Rødding i 1844, men det var især efter nederlaget i krigen i 1864, at folkehøjskolen for alvor fik sit gennembrud som led i et nationalt genopbygningsprojekt. I 1872 fandtes 52 højskoler, i 1890 var der 75. I 1866-67 var ca. 1.000 elever på højskole, femten år senere var tallet oppe på 4.000.

I begyndelsen var skolerne kun for unge mænd, men fra 1860’erne kom pigeskolerne til. Selv om højskoleundervisningen ikke udelukkende var rettet mod unge fra bondestanden, kom de fleste elever alligevel fra landet.

For en ung højskoleelev kunne et højskoleophold betyde et møde med en ny verden og helt andre holdninger. Mange har beskrevet opholdet som en tid, der fuldstændigt ændrede deres livssyn. Det, man lærte på højskolen, kunne tages med hjem til sognet og bruges i dagligdagen.

Del denne side