Historisk viden

Folkekirken

Trosfrihed

Grundloven af 1849 sikrede trosfriheden. Statskirken blev til en folkekirke, uden at stat og kirke dog blev fuldstændig adskilt. Folkekirken blev snart præget af nye kirkelige retninger med grundtvigianisme og Indre Mission som de to største og mest betydningsfulde vækkelser. Hovedforskellen mellem disse to lå i deres menneske- og livssyn. Hvor grundtvigianerne betonede en umiddelbar glæde ved livet på jorden, så Indre Mission i højere grad livet som en tid med prøvelser, som man skulle igennem for at gøre sig fortjent til frelse i himmelen.

Grundtvigianisme

Grundtvigianismen opstod som et opgør med den etablerede kirke. De grundtvigske delte præsten, digteren og politikeren N.F.S. Grundtvigs (1783-1872) tro på, at man skulle være ”Menneske først og Christen saa”. Grundtvig kæmpede for kirkelig frihed for både præst og menighed og krævede bl.a. frihed for den enkelte til at knytte sig til andre præster end den lokale sognepræst - sognebåndsløsning. Grundtvigianerne oprettede egne valgmenigheder, friskoler, højskoler og andelsforeninger. Der var forholdsvis flest gårdejere blandt grundtvigianismens tilhængere.

Indre Mission

Indre Mission blev stiftet i 1853, og fra 1861 var præsten Vilhelm Beck (1829-1901) dens karismatiske leder. Vækkelsesbevægelsen, der bl.a. havde rødder i 1700-tallets pietisme, søgte gennem aktiv mission at vække den enkelte til et ”helligt liv” i det daglige uden dans, drikkeri og søndagsarbejde. For at støtte vækkelsen oprettede Indre Mission efterhånden egne skoler, søndagshvilende mejerier og missionshuse - sidstnævnte et modstykke til grundtvigianernes forsamlingshuse. De første missionshuse opførtes i 1874, og i 1900 fandtes 371 over hele landet. Bevægelsen fik mange tilhængere på landet blandt husmænd og fiskere, men den var også virksom i København med kirkebyggeri og socialt arbejde.

Del denne side