Historisk viden

Bønderbørn

Børn på landet deltog i en tidlig alder i arbejdet. Piger og små drenge gik kvinderne til hånde i hjemmet med fx at passe mindre søskende, mens de større drenge hjalp mændene udendørs. Børnenes arbejde var nødvendigt for familiens økonomi. Blandt husmænd og landarbejdere blev børnene hurtigst muligt sendt ud for at tjene til føden, ofte i niårs alderen.

Bønderbørn ejede sjældent købt legetøj. Fx syede de dukker, snittede fløjter og lavede rangler til deres mindre søskende. Sten, pinde og træstykker blev til en gård, og på ladet af en vogn blev der kørt ”hø” hjem til kreaturerne. Sådan legede børnene sig ind i de roller, som de senere skulle udfylde som voksne.

Ved konfirmationen var man voksen og forlod hjemmet. Mange fik skiftende pladser, indtil de selv kunne stifte hjem. Udgangspunktet for ægteskabet var økonomi og praktisk håndelag, ikke følelser. I et ordsprog udtrykkes det således: ”Man skal skue en pige i et dejtrug og ikke i en springdans”.

Del denne side