Historisk viden

Købstæderne under enevælden

I 1700-tallet levede kun 20 % af befolkningen i byerne. I København boede 10 %, mens andre 10% boede i landets købstæder. Størstedelen af bybefolkningen ernærede sig ved håndværk eller handel. Hertil kom embedsmændene, en gruppe, der blev større under enevælden. Til næsten alle byer hørte bymarker, hvor borgerne kunne drive landbrug og have køer på græs. Mange danske byer var desuden præget af søfart.
Det var et statsligt krav, at al handel og håndværk med nogle få undtagelser var forbeholdt byerne. For at virke i et erhverv krævedes borgerskab, som blev udstedt på byens rådhus. Bystyret bestod af borgmestre og rådmænd - poster der var forbeholdt de velhavende købmænd.

I 1600- og 1700-tallet havde de fleste byer omkring 1.000 indbyggere eller derunder. De største som Ålborg, Helsingør og Flensborg havde 4.000-5.000 indbyggere, og Odense og Århus mellem 3.000 og 4.000. Til sammenligning havde København 40.000 indbyggere i 1672 og 70.000 knap 30 år efter. Andre større byer var Bergen i Norge og Altona i Holsten. Mange byer var stagneret på grund af svenskekrigene. Flere af dem hærgedes også af brande, og befolkningen blev belastet af skatter, som de ikke kunne betale. Først i slutningen af 1700-tallet blev tiderne bedre for byerne.

De fleste byhuse var af bindingsværk i en eller to etager. De største gårde og huse lå på byens torv og hovedgade, de mindste i sidegaderne og i byens udkant. Det skarpe skel mellem by og land blev undertiden markeret af et plankeværk eller af en vold og en voldgrav. En eller flere byporte, alt efter byens størrelse, førte ind til byen. Herigennem skulle alle tilrejsende passere.

Del denne side