Historisk viden

København under enevælden

I midten af 1700-tallet var København som fæstningsby omgivet af voldanlæg, og adgangen til byen foregik udelukkende gennem fire byporte. København havde omkring 80.000 indbyggere. I den tæt bebyggede hovedstad boede indbyggerne under meget forskellige forhold. Markante i bybilledet var adelens palæer, der undertiden var forsynet med haver bag ud på grundene. Dertil kom de store købmandsgårde. De mindre borgerhuse var typisk ejet af småhandlende og håndværkere, der almindeligvis også havde værksted her. Husene var til dels beregnet til udlejning. Daglejere og andre fattige boede i de mere ydmyge lejeboder eller småhuse.

I 1801 boede der ca. 100.000 mennesker i København, hvoraf omkring halvdelen levede på et eksistensminimum i elendige boliger.

De større byer og store dele af København var stadig præget af middelalderens gadenet. Regnvand og spildevand blev ledt ud i åbne rendestene, hvilket ofte medførte oversvømmelse. Rendestenene blev også benyttet til affald med stor risiko for sygdom og epidemier til følge.

København havde som den første danske by indført gadebelysning i 1681, mens det i købstæderne først blev almindeligt i slutningen af 1700-tallet. I 1771 fik husene i hovedstaden desuden husnumre. Hidtil havde der kun været mulighed for at mærke sit hus ved hjælp af hustavler, der undertiden blev forsynet med fine udsmykninger. De enkelte ejendomme kunne have egne brønde eller vandposte, men i større byer fandtes der desuden offentlige vandposte på gader og torve.
 
Til at sørge for ro og orden i København oprettedes i 1683 et vægterkorps, der patruljerede i gaderne om natten. For hver fulde time i tidsrummet mellem kl. 20 og 4 meddelte de klokkeslættet i form af vægtervers. Vægterne havde desuden til opgave at tænde og slukke gadelygterne, og ved ildløs skulle de slå alarm fra kirketårnene. I 1863 blev vægterkorpset nedlagt, og ordenshåndhævelsen blev herefter varetaget af politiet.

Del denne side