Historisk viden

Enevældens strafformer

Med Christian 5.s Danske Lov 1683 gennemførtes et ensartet grundlag for retssystemet til afløsning for de gamle landskabslove som Jyske og Sjællandske Lov. Danske Lov opsamlede den store, spredte lovgivning og systematiserede den. Kongen havde den øverste dømmende myndighed og præsiderede i Højesteret, som var retssystemets øverste instans. Under den ældre enevælde anvendtes følgende straftyper: livsstraf (dødsstraf), frihedsstraf, legemsstraf og skamstraf samt bødestraffe.

Forbrydelser var efter datidens opfattelse ikke kun en krænkelse af samfundet, men også af Gud. Derfor søgte man at tillempe strafferetten efter Det Gamle Testamente og Moseloven, Guds lov. Gennem strenge straffe, der især byggede på gengældelse og afskrækkelse, søgte man at formilde Gud. I løbet af 1700-tallet blev de magisk-religiøse præmisser for straffesystemet  fortrængt af jordiske, og en række forordninger mildnede nogle af de hårdeste straffe ud fra humane synspunkter.  

Dødsstraf

Gudsbespottelse, trolddom og blodskam blev af religiøse og moralske grunde bedømt som meget grove forbrydelser. Derfor blev de straffet med henrettelse. 

Straffen for drab skete ved afhugning af hovedet med sværd eller økse. Halshugning med økse var mest almindeligt, mens afhugning med sværd var det mindst vanærende. 

Henrettelser foregik ved galgen uden for byen eller på skafottet i byen. Arbejdet blev udført af bøddelen. Efter henrettelsen blev liget undertiden parteret og lagt på hjul og stejle til beskuelse og afskrækkelse. 

Læs mere om en af enevældens mest kendte henrettelser, henrettelsen af Christian 7.'s læge J.F. Struensee

Del denne side