Historisk viden

De Hvide Busser gav psykiske mén

Transporten hjem til Danmark blev et livslangt minde for de udfriede kz-fanger. Men oplevelsen betød også meget for de personer, som hjalp fangerne, dvs. chaufførerne, lægerne, sygeplejerskerne, DKB´erne (Danske Kvinders Beredskab) og de værnepligtige CBU´ere [Civilbeskyttelsens Udrykningskolonne).

Chokerende oplevelser

Både hjælperne på selve transporterne, og de frivillige på modtagestationerne i Kruså-Padborg fik chokerende oplevelser. De ofte meget afkræftede fanger blev badet og afluset, grundigt undersøgt af læger og plejet samt bespist af sygeplejersker og DKB`ere.

Beretningerne fra fangerne om alle uhyrlighederne i kz-lejren og fangernes undertiden meget dårlige tilstand gjorde dybt indtryk på hjælperne.

Kz-ophold gav mareridt og depression

Opholdet i tysk kz-lejr skadede mange af fangerne psykisk. De blev indesluttede, depressive, nogle blev opfarende, anspændte og urimelige over for familien.

Hyppige natlige mareridt plagede også mange. Tilstanden, som for mange af de tidligere fanger blev livslang, fik efter nogle år navnet ”kz-syndrom”. Det var faktisk en dansk læge, som selv havde været kz-fange, der beskrev tilstanden. I dag kalder vi denne tilstand for ”posttraumatisk stress syndrom”.

Hjælpere fra De Hvide Busser fik psykiske problemer

Enkelte af hjælperne fik samme lidelser som fangerne. De havde måske ikke den fornødne psyke til at se og høre om uhyrlighederne – eller måske kunne de ikke håndtere den anspændthed, de havde været udsat for under de lange køreture i et Tyskland, som var stærkt præget af krigen. Fx lurede faren fra luften konstant.

Personellet på De hvide Busser lærte at frygte de såkaldte ”Tifere”, en fordanskning af det tyske Tiefer, som var en forkortelse af Tieffliger, altså allierede jagerfly, som fra ekstrem lav højde angreb al rullende tranport i Tyskland. De Hvide Busser blev også angrebet.

Del denne side