Historisk viden

De Hvide Busser - øjenvidneberetning

Hans Mørup var blandt dem, der kom hjem med De Hvide Busser.. Den 15. september 1944 var han blevet deporteret fra Frøslevlejren til Neuengamme ved Hamborg. I det sene efterår 1944 blev han sendt til Husum-Schwesing blot 35 km syd for den dansk-tyske grænse. Det var en meget barsk udekommando hvor fangerne gravede panserspærringer i et meget ugæstfrit klima.

Hans Mørup fortæller om turen hjem gennem Danmark

”Busserne kører over grænsen ved Padborg. De holder ind på et område ved Padborg station, hvor der er oprettet en modtagelsesstation. Den lange køretur har taget på mine sparsomme kræfter. Jeg bliver hjulpet ud af bussen, og halvvejs bæres jeg over i en barak, hvor jeg bliver lagt på en madras.

Og så kommer min egen Ruth. Jeg forsøger at stå op, det lykkes med lidt hjælp, og vi får en kærlig omfavnelse. Det har været Guds mening, at vort samliv skal fortsætte. Ruth ser lidt bekymret på mig. Jeg synes nu nok, jeg ser temmelig godt ud, jeg har taget tyve pund på, mens jeg lå på det danske revier [sygeafdeling] i Neuengamme. Men der mangler stadig fyrre pund.. Lidt efter kommer mine forældre og min søster Astrid i bil fra Sønderborg. Vor lille Svend har det godt, han løber rundt på sine små kraftige ben, han er jo også fjorten måneder nu.

Afskeden med Ruth er vemodig, så tæt på hjemmet og så langt bort igen [til Sverige]. Men denne gang i sikkerhed. Der er gjort klar til afgang, den lange række af hvide busser sætter sig i gang, Ruth står rank som et lys og vinker, stadig det samme strålende smil. Men hvor er hun dog blevet tynd.

Det har været en meget svær tid. Først nu fatter jeg til fulde, hvad hun og andre hustruer har gået igennem i disse mange måneder. Angsten og uvisheden om vor skæbne. Visheden om, at vi var hjælpeløse i vore bødlers hænder.

Vi kommer gennem Aabenraa, Haderslev, Kolding, Middelfart, Odense og Nyborg. Overalt et hav af mennesker, der vil hilse på os. De små dannebrogsflag i hænderne. Vi bliver overøst med små gaver og mundgodt, så snart vi gør holdt. Der synges og jubles, man overser de tyske vagter i vognene.

På Storebælt [færgeoverfarten] får jeg et glas mælk, en kostelig drik. Jeg græder af taknemmelighed og udmattelse”.

Del denne side