Historisk viden

Nye fortolkninger af De Hvide Busser

Historien bliver konstant nyfortolket. Fortællingen om De hvide Busser er også blevet underkastet en kritisk revision.

Diskussionen om De Hvide Busser kulminerede i 2005, da den svenske historiker Ingrid Lomfors udgav bogen Blind Fläck. Minne och glömska kring Svenska röda korsets hjälpinsats i Nazityskland 1945. Her sætter hun især fokus på den såkaldte Skandinavens-lejr i kz-lejren Neuengamme.

De Hvide Busser – var aktionen racistisk?

For at skaffe plads til de norske og danske fanger i Neuengamme blev hovedbygningen, Steinbau, i dette lejrafsnit bogstaveligt talt ryddet for dødssyge fanger fra andre lande Rydningen blev foretaget med De Hvide Busser og fangerne transporterede man til kz-lejren Bergen-Belsen SS karakteriserede denne lejr som en Erholungslager, dvs. en rekreationslejr for syge fanger. Meget få overlevede denne rekreation. Her var altså et punkt i hele undsætningen af de danske og norske fanger, som gik direkte ud over andre fanger.

Lomfors´ påstand, som er præget af den nutidige forestilling om universelle menneskerettigheder, er altså, at hjælpen til de danske og norske fanger principielt var racistisk. Hjælpen omfattede ikke fanger fra andre lande – men skete på deresbekostning. Og var det overhovedet moralsk i orden at hjælpe danske og norske fanger, når man ikke kom andre fanger til undsætning?

Jødiske kvinder kom med de Hvide Busser

Til Bernadottes forsvar kan man fremføre, at han faktisk også fik udvirket, at flere tusind kvindelige fanger fra andre lande (herunder også jødiske fanger) i kz-lejren Ravensbrück blev omfattet af aktionen, så man kan ikke hævde, at han var ligeglad med de ikke-nordiske fanger.

Lomfors´ kritik af Bernadotte-aktionen sprang over Øresund, hvor kikkerten af nogle blev rettet mod den danske deltagelse i evakueringen med De Hvide Busser – og i det hele taget den danske hjælp til de danske fanger i form af levnedsmiddel- og beklædningspakker: Var det moralsk rigtigt at hjælpe de danske fanger, når man ikke samtidig hjalp andre fanger?

Står man sine egne nærmest?

Tankegangen bag den danske (og svenske) hjælp til de skandinaviske kz-fanger var, at man selvfølgelig først og fremmest undsætter egne statsborgere og dem, man føler står en nærmest. I dette tilfælde nordiske broderfolk. Sådan er det stadig: nationalstater undsætter primært egne statsborgere.

Seneste storstilede danske eksempel på denne praksis var, da Danmark for få år siden evakuerede ca. 6.000 danske statsborgere (af mellemøstlig herkomst), der var blevet fanget i en voldelig konflikt i Libanon.

Glæd dig til særudstillingen "De Hvide Busser", som vises 20. juni 2015 - 3. januar 2016.

Del denne side