Etnografisk Samlings historie

De første samlinger

Etnografisk Samling har, som så mange andre europæiske museumssamlinger rod i 1500-tallets fyrstelige og lærde samlinger. I Europa havde man i oldtiden og middelalderen intet kendskab til "den nye verden" som indbefattede Amerika, Australien og Sydhavsøerne, og man havde meget få informationer om størstedelen af den afrikanske verdensdel og kun vage forestillinger om Asiens riger.

Situationen ændredes, da de europæiske søfarere omkring år 1500 begav sig ud på deres første rejser syd om Afrika til landene omkring Det indiske Ocean og mod vest til Amerika. Mens man tidligere måtte basere sin viden om verden uden for Europa på tidlige europæiske kilder samt beretninger fra en håndfuld tidlige europæiske handelsrejsende i Asien, kunne de nye søfarere ikke blot fortælle fantastiske og til tider veldokumenterede historier, om hvad de havde set i det fjerne, men også fremvise forunderlige genstande der var fremstillet i materialer og i en farvepragt der aldrig før var set i Europa.

Fyrsternes kunstkamre

Disse genstande kom til Europa på en tid, hvor stadig flere fyrster satte en ære i at skabe de mest utrolige samlinger af sjældenheder eller rariteter i deres kunstkamre. I Danmark havde allerede Christian 4. skabt en lille samling på Rosenborg, hvori der også indgik genstande fra fjerne lande, men det blev hans søn, Frederik 3., som snart efter faderens død i 1648 lagde grunden til Det kongelige Kunstkammer.

I 1660'erne og 70'erne lod han opføre en særlig bygning til sin kunstkammersamling og bibliotek, som var blevet for store til, at de kunne huses på det gamle Københavns Slot. I denne bygning anbragtes de fleste af de eksotiske sager i det såkaldte "Indiansk Kammer". Denne del af samlingen bestod af genstande fra landene omkring Det indiske Ocean, fra Afrika samt fra Østasien, hvortil kom en stor samling genstande fra "Det tyrkiske Rige". Mange af disse genstande var gaver fra fremmede fyrster, andre var erhvervet ved bytte med andre samlinger og andet igen indkøbt fra, især hollandske, søfarere.

Ole Worms samling

Det var imidlertid ikke kun fyrster, som samlede på genstande fra fjerne lande. Også europæiske forskere havde behov for at skabe studiesamlinger, som indgik i deres udforskning af den nye verden, som i højere grad blev blotlagt af rejsende (i dag ville vi kalde det globalisering), og deres forsøg på at skabe en systematik over verdens mangeartede frembringelser. Den bedst kendte af disse tidlige lærde i Danmark er forskeren og lægen Ole Worm, hvis betydelige samling efter hans død i 1654 overgik til Det kongelige Kunstkammer.

Det kongelige Kunstkammer

Kunstkammeret fortsatte med at vokse op gennem 1600- og 1700-tallet. En meget stor udvidelse var overflytningen, i midten af 1700-tallet, af det hertugelige Kunstkammer på Gottorp Slot nær Slesvig. Det var ved en fredsslutning afstået til den danske konge. Dette kunstkammer, som i størrelse, alder og betydning næsten svarede til samlingen i København, omfattede både tidligere lærde samlinger og vigtige indsamlinger fra meget tidlige videnskabelige ekspeditioner.

Fra samme periode stammer genstandene fra Carsten Niebuhrs forskningsrejse i den nære Orient og sagerne hjembragt fra danske handelsstationer i Indien og Kina samt Grønland. Det danske Kunstkammer blev med årene mere præget af eksotiske genstande end mange andre europæiske kunstkamre. Disse genstande, er næsten alle sammen bevaret og udgør i dag grundstammen på cirka 1000 genstande i Etnografisk Samling.

Det kongelige Kunstmuseum

Kunstkammersamlingen er ikke blot den største etnografiske museumssamling indsamlet i 1600-og 1700-tallet, det er også den langt bedst dokumenterede samling af sin art, idet hver enkelt genstand er beskrevet i protokoller fra erhvervelsen og frem til årene omkring 1800. På dette tidspunkt blev dele af samlingen overført til nyoprettede specialmuseer, mens resten, herunder de etnografiske samlinger, under det nye navn Det kongelige Kunstmuseum blev overført til en bygning i Dronningens Tværgade. Det var her Christian Jürgensen Thomsen i 1839 afløste den sidste kunstkammerforvalter, som var fulgt med til det nye museum.

Det første etnografiske museum

Thomsen kom til at spille en afgørende rolle for næsten alle de nye museer, der opstod i København på den tid. Han gjorde sig mange overvejelser over, hvad den etnografiske samling kunne bruges til og havde vidtgående planer for samlingen. I dialog med en tysk og en fransk forsker udviklede han tanken om et museum for fremmede kulturer. Det lykkedes ham i 1845 at få en del af Prinsens Palæ stillet til rådighed for et sådant Etnografisk Museum, der åbnede 1849, som det første af sin art i verden.

Christian Jürgensen Thomsen

Ved utrættelig energi lykkedes det Thomsen systematisk at erhverve utrolige samlinger fra alle dele af den kendte verden. Han bad om hjælp fra danske repræsentanter rundt om i verden, fra danske privatpersoner, som havde slået sig ned i fjerne lande, fra danske søfolk, som tog på langfart, ligesom han skaffede indkøbsmidler til danske ekspeditioner og til indkøb rundt om i Europas byer. Han instruerede alle om ikke at indsamle sjældenheder og mærkværdigheder, men dagligdags ting, som brugtes af den lokale befolkning. Således forøgede han samlingen fra de omtrent 1500 genstande, som den etnografiske samling omfattede før, til næsten 10.000 ved hans død i 1865.

Museets vækst

I adskillige år efter Thomsens død strømmede samlinger, som han havde bestilt, til København og museet voksede til mere end 60 udstillingsrum. Størstedelen af disse indsamlinger blev foretaget, inden tilsvarende museer blev grundlagt rundt om i de store kolonilande, og Nationalmuseets Etnografiske Samling ejer derfor mængder af museumsgenstande fra denne periode, som ikke findes tilsvarende i noget andet museum i verden.

Ekspeditioner og indsamling

I 1892, da tog man konsekvensen af de mange museer under samme tag og samlede dem i ét museum.  Etnografisk Museum blev således en del af Nationalmuseet. Mens man tidligere havde været helt afhængig af gaver fra danske missionærer, handelsmænd, plantageejere og andre i fjerne lande samt fra geografiske ekspeditioner og undersøgelser blandt andet i Grønland, begyndte man i 1920'erne at føre en aktiv indsamlingspolitik og udsende store etnografiske ekspeditioner.

Samlingen voksede derfor kraftigt i årene mellem de to verdenskrige. I 1921-1924 ledede Knud Rasmussen den 5. Thule-ekspedition og indsamlede alene på denne ekspedition over 20.000 genstande, den danske læge Agner Møller samlede i 1924-1927 ind i Nederlandsk Ostindien. Henning Haslund-Christensen indsamlede i Mongoliet i 1936-1939 og den danske officer og geograf Ole Olufsen samlede ind i bl.a. Centralasien og Vestafrika. Listen over navne der forøgede samlingerne er lang og det betød, at samlingerne i mellemkrigsårene blev væsentligt forøget. Ekspeditionernes ledere såsom Knud Rasmussen blev berømte i Danmark, dette forøgede den folkelige fokus på Etnografisk Samling.

Del denne side