Hvad er dendrokronologi?

Dendrokronologi eller årringsdatering omfatter alle studier, hvor træernes årlige vækstlag (en årring) kan henføres til et kalenderår.
I de områder på jordkloden, hvor træerne danner årringe, har de fleste vel på et eller andet tidspunkt oplevet, at det er muligt at bestemme, hvor lang tid et træ har levet ved at tælle dets årringe.
Det er sikkert de færreste der ved, at mønstret af brede og smalle årringe, som kan iagttages på en træstub ude i skoven, udgør grundlaget for en naturvidenskabelig dateringsmetode.
Hvis en begivenhed, f. eks. opførelsen af en kirke eller bygningen af en bro, har medført fældning af et eller flere træer, er der mulighed for at angive, hvornår opførelsen fandt sted. Ja, sågar jordskælv, jordskred og vulkanudbrud kan også tidsfæstes ved denne metode

En af fordelene ved den dendrokronologiske dateringsmetode er, at den er forankret i en biologisk sammenhæng. Det betyder, at den er fuldstændig uafhængig af andre dateringsmetoder, det være sig historiske, arkæologiske eller naturvidenskabelige.

Hvordan
Grundlaget for metoden er, at træernes vækst (højde og tykkelse) afhænger af variationerne i klimaet. Helt enkelt vil det sige, at træer af samme art, som vokser i det samme område under ens betingelser, vil vokse ens. Det betyder, at alle træer normalt vil danne en bred årring i en god vækstsæson og en smal årring i en dårlig. Ved at sammenstille årringsmønstre fra levende træer med mønstre fra gammelt tømmer fundet i bygninger og ved arkæologiske udgravninger er det muligt at udarbejde lange, sammenhængende årringsmønstre eller kurver over årringsvariationerne for et område, der rækker flere hundrede, ja flere tusind år bagud i tid fra nutiden. Vi kalder sådanne kurver for "grundkurver". For at udføre dendrokronologiske dateringsundersøgelser forudsættes det, at der forinden er udarbejdet en velfunderet grundkurve for det område, hvorfra træet stammer. I Danmark er der f.eks. udarbejdet kurver for eg, i Sverige og Norge for eg og fyr. En grundkurve opbygges på grundlag af omfattende undersøgelser af årringene i levende træer og i en stor mængde bygningstømmer og lignende fra området.

Fældningstidspunkt - datering
En dendrokronologisk dateringsundersøgelse giver oplysning om dannelsestidspunktet for de undersøgte årringe, samt om hvornår træet blev fældet. Muligheden for at opnå en præcis angivelse af fældningstidspunktet for prøver, der stammer fra egetræer, afhænger af, om der er bark eller splintved bevaret på prøven. Splintveddet findes lige under barken og omfatter træets sidstdannede årringe. Er der bark eller splint bevaret på den undersøgte træprøve, kan tidspunktet angives med en utrolig præcision, i heldige tilfælde inden for måneder. Har vi tidspunktet for fældningen af de træer, som har leveret tømmer til en konstruktion, har vi som regel også en datering af konstruktionen. Der har ikke været tale om nogen nævneværdig lagringstid, idet tømmeret normalt altid blev forarbejdet og anvendt i "saftfrisk" tilstand, hvor det er lettest at bearbejde med håndværktøj - økser, kiler o.l. Formentlig drejer det sig kun om den tid, det har taget at transportere træet fra fældningsstedet til anvendelsesstedet.

Dendrokronologi er ikke en universel, verdensdækkende dateringsmetode, den kan kun anvendes de steder på jorden, hvor træerne danner klart definerede årlige vækstlag: årringe. Endvidere er den begrænset til træarter, som kan levere materiale til opbygningen af en grundkurve, der går tilbage fra nutiden.

Ud over at blive anvendt som naturvidenskabelig dateringsmetode inden for arkæologi og historie udnyttes dendrokronologiens grundlag i en lang række andre sammenhænge så som dendroklimatologi (anvender årringe i studiet af det fortidige og nutidige klima), dendrohydrologi (anvender årringe i studiet af hydrologiske fænomener, f.eks. oversvømmelser), dendroglaciologi (anvender årringe i studiet af gletcheres bevægelser) and dendromorphologi (anvender årringe i studiet af geomorphologiske processer, f.eks. bjergskred eller jordskred).

Kontakt NNU

I.C. Modewegsvej, Brede
DK-2800 Kgs. Lyngby
Tlf:   +45 33 13 44 11
Fax: +45 32 51 49 00
E-mail

Google Maps 

Del denne side