Grundskolen - alle klassetrin

Jul - traditioner, verdensbilleder og husholdning

Kom til jul i stationsbyen!

Oplev en julen, som den så ud i de små stationsbyer på landet på bedstefars tid.

Kom og besøg karetmagerens datter Agnes, der tager jer med på julevisit hos folk i byen. Her kan I finde nissen i stalden, se juleudstillingen i Brugsen, danse, synge og lege om juletræet - og måske komme julemanden på besøg med en godtepose.

0.-5. klasse

Pris: 450 kr. pr. klasse

Varighed: 1½ timer. 19. november til 12. december. Tirsdag til torsdag kl. 9 eller 11.

Jul på herregården

På Frilandsmuseets herregård er juleforberedelserne i fuldt sving til en gammeldags jul som i 1910.

Gårdskarlen og kokkepigen fortæller eleverne om gårdens juletraditioner og alle juleforberedelserne, der skal til, både i herskabsstuerne og i folkekøkkenet.

Sammen med kokkepigen tænder vi op i brændekomfuret og bager tidens populære småkager. I stuerne klipper vi pynten til herregårdens store juletræ.

0. - 4. klasse

Pris: 750 kr.

Varighed: 3 timer

19.november - 11.december. Tirsdag - torsdag kl. 10 - 13

Jul i bondens stue

Julen var en overdådig og glad tid på landet. Spisekamrene bugnede af årets høst og efterårsslagtningerne. I de tolv juledage holdt man fri og gik til gilde.

Juledagene var fulde af varsler og betydning, og man spåede i stor stil om det kommende års begivenheder. Eleverne hører om datidens juleforberedelser, skikke, religiøse forestillinger og lykkebringende ritualer.

Efter et besøg i den gamle gård med de fine tekstiler og julestuen skal eleverne selv lege julelege, forberede lidt julemad og sidde om bordet i den gamle almuestue.

0. - 6. klasse

Pris: 450 kr.

Varighed: 1½ time. 19. november - 12. december. Tirsdag - fredag kl. 9 eller 11

Værkstedsundervisning

Værkstedsundervisningen  foregår på museets store gård fra True, indrettet som i starten af 1800-tallet. Her får eleverne et levende indtryk af dagliglivet på en stor fæstegård, og prøver selv lidt af det daglige arbejde. Eleverne arbejder med gamle redskabstyper, og skal ofte være flere om at få en arbejdsproces til at lykkes. Samarbejde var en vigtig del af det daglige liv, og sammen med aktiviteterne opnås viden om de råvarer, materialer og den arbejdskraft, der var betingelsen for at opretholde før i tiden.

Værkstedsundervisningen er fortrinsvis for de mindste og mellemste skoletrin, men er også velegnet til eks. sproggrupper, hvor socialt samvær omkring aktiviteterne er et vigtigt krav

0. - 6. klasse

Pris: 400 kr.

Varighed: 1½ time. Tirsdag - fredag kl. 9, 10.30 og 12

1. maj - 27. juni og 19. august til 10. oktober 2014

Mødested: Skolestuen, Højskolevej 17

Den daglige kost. På Truegården ser vi det imponerende bryggers og køkkenet, hører om bondens daglige kost og kærner selv smør.

Kartoflen - en nyttig plante. Kartoflens lange og brogede historie fortælles, og sammen fremstiller vi hjemmelavet kartoffelmel

Uld og linned - tøj og tekstiler. På Truegården åbnes bondekonens kister med tøj og linned og der fortælles om det krævende arbejde med fremstillingen. Bagefter karter vi uld og spinder med håndten.

Storvask på landet. På Truegården fortæller vi om vaskedag, renlighed og hygiejne. Bagefter vasker vi med tostol og vaskebræt.

Børns leg og arbejde. På Truegården fortælles om børns daglige liv med både arbejde og leg. Bagefter kaster vi os ud i gamle og glemte børnelege.

Skolerundvisninger

Eleverne møder danskerne og deres dagligdag gennem de sidste 250 år. Vi besøger museets huse og gårde med originale møbler, tekstiler og husgeråd, og vi kommer tæt på fortidens mennesker. 

Vi fortæller historierne om, hvad de levede af og arbejdede med - og hvad de tænkte, troede og måske drømte om.

Rundvisningerne omfatter mange forskellige emner - og vi tilretter gerne temaer og emner til dit undervisningsforløb.

For de mindste klassser er omvisningerne konkrete og illustrerende, mens de for de ældre klasser er perspektiverende på elevernes egen hverdag, og på mere abstrakte og brede begreber og historiske linjer.

Rundvisningerne er velegnede til sprog- og voksengrupper, der gerne vil tættere på dansk kultur og historie gennem konkrete omgivelser og begreber.

Pris: 400 kr.

Varighed: 1½ time. Tirsdag - torsdag kl. 10, 11.30 eller 13

5. maj til 26. juni 2015

Mødested: Hovedindgangen, Kongevejen 100

Dagligliv på landet. Vi kommer rundt i alle bondegårdens rum, og følger familien fra morgen til aften, fra forår til vinter.

Stationsbyen - mellemkrigstid og industrialisering. Besøg brugsforeningen med mellemkrigstidens nye, fabriksfremstillede forbrugsgoder og uddelerfruens sirlige, blåmalede køkken. Oplev tidens industrialisering og moderniseringer i snedkerens og smedens værksteder og maskinhuse.

Bondens bolig. Når en bondegård blev bygget, spillede lokale ressourcer og traditioner en stor rolle. Frilandsmuseet har huse fra alle egne af Danmark, og fra alle sociale lag. Her er der mulighed for at se både regionale og sociale forskelle. 

Selvforsyning og økologi. Fra jord til bord følger vi bondens arbejde på mark og i have. Vi kommer tæt på bondekonens bryggers og bugnende spisekamre - og hører om hvor slem vårhunger og strenge vintre kunne være.

Tro og overtro. Hvad troede man på - og hvordan troede man? Kristendommen blander sig med folkelige medicinske og lykkebringende ritualer i bondens dagligliv, og naturens beåndede kræfter spillede en vigtig rolle.

Fattig og nødstedt. På landet var de fattige og jordløse ilde stedt, hvis ikke de selv kunne tjene penge. Kom tæt på tidligere tiders forsorg, som var en blanding af tvang, tugt og privat godgørenhed.

Vind, vand og energi. Se Frilandsmuseets møller, og se sammenhængen mellem kraft, mekanik og proces. Mølleren var som regel en betydningsfuld mand, og vi hører mere om hans ganske særlige status.

Børns leg og arbejde. Vi kommer tæt på børns dagligdag i gamle dage med hårdt arbejde, men også tid til leg, og prøver selv kræfter med gamle og næsten glemte, lege.

Mulighedernes land? Et virtuelt rollespil i historiske omgivelser

Hvordan former man sin skæbne i slutningen af 1800-tallet, hvis man er født i fattiggården - eller hvis man er den ordblinde søn af en temperamentsfuld storbonde?

I det virtuelle rollespil "Mulighedernes land?" får man rollen som piger eller drenge på kant af voksenlivet. De skal træffe svære valg og finde deres egen livsvej, enten hjulpet eller forhindret af datidens muligheder og begrænsninger.

Eleverne bevæger sig blandt gårde og landskaber guidet og udfordret af mobiltelefonens skikkelser og hændelser.

Forbered jer hjemme gennem hjemmesiden "Mulighedernes land?". Hjemmesiden indeholder en omfattende faktadel, og understøtter efterfølgende diskussion og afslutning i klassen.

7. - 10. klasse

Pris: 750 kr.

Varighed: 2½ time

5. maj til 26. juni 2015. Tirsdag - torsdag

Madlavning på brændekomfur - den daglige kost i herregårdens køkken

På herregården fortælles om sociale hierarkier og om dagliglivet, som de så ud for ca. 100 år siden.

Gårdens køkken og bryggers er rammen. Sammen med herregårdens myndige kokkepige og hendes hjælpere laver eleverne selv mad til herskab og tjenestefolk for til slut selv at spise i folkestuen, og rydde op efter måltidet.

Forskellene mellem tyende og forpagterfamilie er tydelig. Eleverne hører om livet på herregården og prøver selv nogle af de mange arbejdsprocesser, som var nødvendige for at sætte maden på bordet hver dag - både hos herskab og tjenestefolk. 

5. - 10. klasse

Varighed: 3 timer

Pris: 750 kr. + udgifter til materialer

Tid: 5. maj - 18. juni 2015. Tirsdag, onsdag og torsdag

Bookmark and Share

Bestilling af undervisning

E-bestilling - tryk her!

Der vil blive tilsendt en bekræftelse ved e-bestilling. Denne bekræftelse er garanti for modtagelse af bestillingen, senere vil følge en endelige bekræftelse med dato, mødested etc. Har man ikke EAN-nummer, angives det blot i feltet.

Det er også muligt at kontakte Frilandsmuseets undervisningsafdelinge via mail - tryk her!